Treetop Tango

Det er den tid på året, hvor Kathrine, Jesper, Amra og jeg traditionen tro går på restaurant sammen. Det har vi gjort siden 2022: først MeMu, dernæst Vedelsborg, og sidste år Nögen. I år gik turen til Treetop på Munkebjerg i Vejle. Lad mig sige det ligeud, uden at danse rundt om bordet: Det var uden tvivl den bedste restaurantoplevelse, jeg nogensinde har haft. Alt var perfekt. Vi blev modtaget ved indgangen og placeret ved et flot rundt bord med en imponerende udsigt over Vejle Fjord. En tjener fortalte os, hvad vi kunne forvente, og hvad vi ville starte med. I alt skulle vi have snacks, seks serveringer, kaffe og dessert. Amra og Kathrine valgte den hjemmelavede saftmenu, mens Jesper og jeg gik med den utraditionelle vinmenu. Oh boy, hvor var det godt, men mere om det senere.

Vores menu så sådan ud:

  • Aspargessuppe med sødskærm og purløg
  • Agurk, beluga-linser og koriander
  • Jomfruhummer, boghvede og stikkelsbær
  • Rømø-østers med surdej og brunet smør
  • Blåmusling med løvstikke og skovsyre
  • Dansk peberrod, glasskål, valnød og fløde
  • Frilandsløg fra Bølling med Gastro Unika Gold Caviar, brunet smør og sødskærm
  • Tegnfanget jomfruhummer, Ingrid-ærter, jordskokke og koriander
  • Croissant på Bjarkes surdej med sydesalt, løgbruskhat og 36 mdr. Gruyère
  • Kyllingevinge fra Allégaarden, sort hvidløg, agurk og blåskimmelost
  • Rabarber fra Skovløkke Grønt, chokolade, skovmærke og honning
  • Til kaffen blev der serveret speciallavet chokolade
1.jpg 2.jpg 3.jpg 4.jpg 5.jpg 6.jpg 7.jpg 8.jpg 9.jpg 10.jpg 11.jpg 12.jpg

Alt spillede som en symfoni. Tjenere og øvrigt personale arbejdede som et schweizisk urværk. Når der blev serveret, kom typisk tre tjenere – den ene fortalte om retten, dens tilberedning og ingrediensernes oprindelse. Når tallerkener eller glas skulle ryddes, kom to tjenere og fjernede dem synkront.

Jeg var især begejstret for kaviaren og den pressede croissant med tre fantastiske slags smør. Selv østers og blåmusling med løvstikke og skovsyre var en magisk oplevelse, og det siger ikke så lidt, da jeg normalt ikke er fan af havets frugter.

Den største overraskelse for mig var vinmenuen, som Jesper og jeg havde valgt Den Utraditionelle Vinmenu, hvor der blev eksperimenteret med "det ukendte".

Først fik vi Pol Roger, som var eftersigende Winston Churchills yndlingschampagne. Derefter fulgte 2023 Château Filliatreau, Saumur Blanc fra Loire. Min favorit fra aftenen var dog 2020 Julian Scheid Riesling "Merler" fra Mosel, Tyskland. Den smagte simpelthen himmelsk. Måske så tjeneren vores begejstring, for han skænkede endnu et glas.

Dernæst fik vi 2021 Hyland Estate Gewürztraminer "Old Vine" fra Oregon. Så husets øl, Treetop No. 3 fra Bøgedal Bryghus i Vejle. Videre til 2019 Alois Lageder, Max XIX fra Italien, og afslutningsvis den søde 2020 Weingut Angerhof-Tschida, BA "Red" fra Neusiedler-See.

Som sagt, alle drikkevarer var fremragende, men Rieslingen fra Scheid, Max XIX og BA’en fra Tschida fortjener særlig ros. Det begejstrede mig, at alle retter passede perfekt til de tilhørende vine.

Jeg forestillede mig, at vi alle deltog i en form for dans, der aldrig blev kedelig eller for lang. Jesper foreslog med stort smil på læben, at vi kunne kalde den Treetop Tango, og sådan blev aftenen døbt. En pragtfuld aften med dejlige mennesker på en fantastisk restaurant lidt uden for byen, som gav os en fabelagtig gastronomisk oplevelse.

Jeg ville bestemt ikke have noget imod at vende tilbage til Munkebjerg, på den anden side af Vejle Fjord.

Interested to discuss? Leave a comment.

Image




0 / 1000

Your email will not be published nor shared with anyone. In your text you can use *italic*, **bold**, [links](http://example.org).

Comments: 0