Ståsteder

Jeg har netop læst Svend Brinkmanns Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden, hvori forfatteren retter en klar kritik mod general utilitaristisk tilgang som man har adopteret i de moderne vestlige samfund, inklusive det danske. Alt skal kunne bruges til noget (andet), og vi som borger og medarbejdere skal være med til at sikre, at man skal få så meget som muligt ud af den ting. Denne behandling i vores dagligdag kalder Brinkmann for instrumentalisering.

Forfatteren finder inspiration i ti klassiske filosofiske, eksistentielle begreber som en modgift mod denne nyttetænkning, og påstår, at disse ståsteder har en selvstændig værdi i sig selv. De ti ståsteder er: det gode, værdigheden, løftet, selvet, sandheden, ansvaret, kærligheden, tilgivelsen, friheden og døden. Nogle forklaringer af begreber er mere klare og interessante end andre, men i bund og grund er det en fornuftig bog alle burde læse, især dem, der mener, at vi kan og burde justere vores dagligdag og samfundet generelt til en vis grad. Selv om kapitlerne bugner med henvisninger til filosoffer og deres ideer, er sproget letlæseligt og stort set alle kan være med, også dem, der ikke nødvendigvis har en førviden eller kendskab til disciplinen. Derudover er Sven Brinkmann god til at både forklare begreberne og komme med interessante og relevante eksempler (som eksempelvis historien om Kleobis og Biton fra den græske mytologi).

Hermed er anbefalingen givet videre.

Kleobis og Biton

I går har jeg gjort, hvad jeg anser for at være, en god og en anstændig handling. Vi har et mindre akvarium i vores hjem, og i går købte vi fem nye fisk til vores datters akvarium. Da vi i forvejen har haft én overlevende slørfisk, besluttede jeg mig for ikke at aflive den, men sætte den ind i en fiskedam cirka to kilometer fra vores hjem. Altså, jeg kunne vælge at smide den ud eller begrave den i vores baghave, men det syntes jeg var en barbarisk handling, og ikke særlig værdig en af slagsen. Jeg valgte hellere at gå fire kilometer frem og tilbage, end bare at vælge en nemmere løsning og aflive en lille fisk på fem-seks centimeter.

Kleobis og Biton.

I forbindelse med mit valg og min handling, kom jeg til at tænke på den oldgræske historiker Herodots fortælling om brødrene Kleobis og Biton. Her er, hvad Svend Brinkmann skriver om de to i bogen Ståsteder: “[…] De to var brødre, sønner af Hera-præstinden Kydippe, og de træk ifølge legenden deres mors tunge oksekærre – med moderen i – hele otte kilometer, fordi okserne var blevet for trætte. Da de endelig nåede frem til deres mål, templet, hvor gudinden Hera skulle fejres, faldt brødrene i søvn af udmattelse, og deres mor bad så i ren stolthed over sønnernes præstation til Hera om, at sønnerne skulle skænkes det allerbedste for et menneske. Hera opfyldte i sin guddommelige godhed moderens bøn. Og hvad skete da? Sønnerne vågnede aldrig igen af deres søvn, men sov bogstavelig talt stille ind. Det var deres “belønning”.”

Going places

I have this idea to travel to some places that I noticed while watching films. I watched recently a very good film called My Night at Maud’s (Ma nuit chez Maud, 1969) directed by Éric Rohmer. Most of the film took place in the city of Clermont-Ferrand (it’s referred to as Clermont only). I liked how the city looked (in the 1960’s), and how it was dominated by Cathédrale Notre-Dame-de-l’Assomption de Clermont-Ferrand. I also found out that the mathematician and philosopher Blaise Pascal was born there. His famous wager was discussed quite extensively in the film as well. So, maybe I will visit Clermont once. It would be nice, just as many other places from other films.

My Night at Maud’s (1969)

Et menneskes teknologivalg

Jeg har ofte undret mig over menneskets manglende vilje til selvbestemmelse i næsten alle henseender af vores liv og dagligdag. Spørgsmålet om vores fri vilje har man diskuteret siden de tidligste græske stoikere frem til i dag, men en udtømmende relation om fri vilje og det emne jeg omtaler i denne tekst vil jeg gemme til en anden gang. Udover den eksistentielle del, har jeg altid været interesseret i, hvorfor vi mennesker ikke har større nysgerrighed, når det kommer til valg af vores computere, mobiltelefoner og andet teknologiudstyr. Som udgangspunkt vil jeg tage mig selv som et eksempel.

Jeg havde som ung flygtning i et midtjysk asylcenter fået adgang til en computer, hvor jeg hurtigt lærte, hvordan man betjener den. Den kom med Windows 3.1. Den tid fra 1993 og nogle år frem var, udover at være udfordrende og til tider træls og ulidelig (mit hjemland Bosnien var på det tidspunkt i krig, hvor tusindvis mennesker blev dræbt, mishandlet og voldtaget), også lidt magisk socialrealisme for mig. Det var på mange måder et forbudt paradis for mig og mine kammerater. Mens jeg kæmpede med mine indre teenagerdrevne dæmoner, var jeg også en flygtning, der boede med min familie på imponerende tolv kvadratmeter på et tidligere konferencehotel, sammen med andre 116 sjæle med nogenlunde den samme skæbne.

Mit refugium fra den seriøse, nyhedsspækkede og bekymringsfyldte dagligdag var en kælder på asylcentret, hvor jeg udover at spendere hundredvis af timer med venner, også havde adgang til den førnævnte computer. Først lærte jeg selv, hvordan man bruger musen og tastaturet på den og hvordan Windows 3.1 egentlig virkede. Hurtigt fik jeg adgang til nogle spil. Titlerne kan jeg ikke huske længere, men de åbnede en hel ny verden for mig. Det var en form for underholdning, der ikke var altid social og som i allerhøjeste grad var i denne nye digitale form. Fascinationen og forkærlighed for teknologi blev hvis ikke tændt, så i hvert fald udvidet og udviklet i den mørke kælder på et asylcenter i det midtjyske, midt imellem Holstebro, Viborg, Skive og Herning.

Fedora Core 1 (image: fedoranews.org)

Vi spoler tiden ti år frem og jeg begynder at interessere mig for fri open-source software (FOSS), hvor jeg bliver introduceret til på det tidspunkt for mig ukendte Linuxunivers med sine mange, mærkværdige distributioner og pakkesystemer. En dag i Horsens, som en ung praktikant, møder jeg en anden ung sidemand. Han viste mig hans bærbar med en netop installeret GNU/Linux distribution kaldt Fedora Core 1. Jeg var ret vild med dens futuristiske og polerede udseende, så jeg gik hjem og læste yderligere om det. Til sidst downloadede jeg iso-filen (eller var der tre?). Det tog sikkert en evighed at hente filen, da internetforbindelse dengang i 2004 lå typisk på omkring 1 Mbit, hvis ikke lavere. Men forelskelsen varede ikke længe, for selvom jeg virkelig ønskede at bruge GNU/Linux, om det var Fedora, Debian, Libranet eller Mandrake, havde de alle sammen en svaghed: de var forholdsvis svære at bruge og de manglede programmer, især af den professionelle slags såsom Photoshop, Illustrator, Premiere Pro og lignende. Da jeg netop på det tidspunkt startede min karriere som grafiker, var jeg nødt til at opgive Linux som en seriøs afløser for min Windows XP, som jeg brugte dengang.

Men kort tid efter kom Ubuntu bragende til verden og jeg bestilte selvfølgelig gratis cd’er som firmaet Canonical tilbød at sende og som håbede på at blive uddelt til venner og andre interesserede. Jeg ærgrer mig stadig af nostalgiske grunde, at jeg ikke længere har disse cd’er i mit behold. Eller også ligger de gemt et eller andet sted i en af mine glemte opbevaringsbokse. Men selvom Ubuntu bragte en masse innovation og gjorde især GNU/Linux mere brugervenlig, kunne hellere ikke den tilbyde de store grafik- og videoprogrammer, som var tilgængelige til Windows og MacOS. Jeg var nødt til at bruge Windows og jeg må sige, at jeg faktisk var en rimelig tilfreds bruger af Windows XP og Windows 7 i mange år. Jeg hoppede heldigvis aldrig på de efter sigende katastrofale Microsofts udgivelser som Windows ME og Windows Vista. Den 1. december 2015 installerede jeg Windows 10, som udkom omtrent fem måneder tidligere. De næste to år var jeg forholdsvis tilfreds Windowsbruger, eller lad os sige det på denne måde: Jeg ignorerede nogle af de relaterede problematikker, som senere betød mere og mere for mig, men generelt oplevede jeg hverken de store stabilitets-, BSoD eller opdateringsproblemer i Windows 10 under den periode. Men engang i slutningen af august 2019 indså jeg, at jeg var træt af Microsofts konstante og uforskammet dataindsamling, uforudsigelige opdateringer og stigende antal mystiske systemnedbrud. Desuden hvis jeg afinstallerede mange af de apps og spil, der fulgte med Windows 10, fik jeg dem bare igen efter næste opdatering. Det var Microsofts måde at vise manglende respekt for deres brugere, hvis ikke ligefrem en foræret mellemfinger. Til sidst fik jeg nok af det, og jeg var fast besluttet på at skifte permanent fra Windows til GNU/Linux. Jeg havde ikke en klar vision om, hvilken distribution jeg skulle kaste mig i, så jeg prøvede forskellige, alt fra Debian og Fedora over til Ubuntu, Pop!_OS (ja, det er et ret useriøst måde at stave navnet for en ellers ret fornuftig Ubuntubaseret distribution), Linux Mint og Endeavour OS.

Efter mange installationer, besluttede jeg mig for at blive ved Linux Mint, fordi dens udseende og måde at håndtere filer og programmer appellerede mest til mig. Var det svært i starten? Ja, det var det, fordi jeg var vant til Windows og dens måde at operere på. Men Linux Mint med sit skrivebordsmiljø kaldet Cinnamon minder faktisk en del om Windows 7, så det hjalp en del. Sværere var det at lære Linux under kølerhjelmen, altså systemets opbygning, filsystemet, placeringer osv. De første to-tre uger var kritiske og jeg havde nok noget, der lignede Windowsabstinenser, men heldigvis holdt jeg ved, bl.a. ved at se flere YouTube videoer, hvis overordnede temaer var skift til Gnu/Linux og Linux generelt. Helt ærligt hjalp disse videoer gevaldigt, at jeg ikke vendte tilbage til Windows. Det er jeg rigtig glad for, for jeg kan ærligt talt ikke kan se en valid grund til at bruge Windows igen. Den største grund, som jeg ofte brugte som en undskyldning alle disse år for ikke at bruge Linux, har været fraværet af de store kommercielle software og nogle af de store pc-spil. Det sidste års tid har jeg endelig indset og accepteret, at jeg godt kan undvære fx Photoshop, Illustrator og Vegas Pro. Det er beklageligt, at virksomheder, der står bag disse programmer, ikke ønsker at lave deres software til GNU/Linux, men det er deres valg og deres problem. Samtidigt er det også mit valg, at jeg vil undvære dem. Det er besværligt, at jeg er nødt til at lære at bruge nogle af frit tilgængelige programmer såsom GIMP, Scribus, Inkscape og Olive i stedet for Photoshop, InDesign, Illustrator og Vegas Pro.

Linux Mint (LMDE4) med CInnamon-skrivebordsmiljø.

Jeg har for længe siden indset, at vi mennesker er gode til at lære nye ting, hvis vi bare ønsker og har mulighed for at lære. Jeg har haft en kæmpestor vilje og mulighed for at skifte fra Windows, og det er netop, hvad jeg gjorde i slutningen af august 2019. Næsten et år senere og jeg har endnu ikke fortrudt mit skifte, selvom det ikke har altid været nemt. Nogle gange er det et program man mangler (at lære at bruge), andre gange er det, at man bringer ens distribution på knæ på grund af ens uvidenhed og typiske begynderfejl. Men GNU/Linux giver så meget mere frihed, fleksibilitet og valg til brugeren, at de fleste burde efterhånden skifte fra Windows. Dette vil imidlertid nok ikke ske, da vi mennesker er vanedyr, og vi bruger for det meste, hvad der bliver præsenteret for os. Dette er en skam – i alle henseender – for vi er mægtige væsner, der kan i høj grad påvirke vores egen eksistens og vores omgivelser. En kæmpestor potentiale bliver oftest uudnyttet og uforløst. Vi har brug for er en ny mental revolution, der vil give os tid og plads til at udfolde os, til at omfavne viljen og viden, så vi kan opnå nye højder i vores stræben efter et bedre nutid og fremtid ved brugen af IT og nye teknologier. GNU/Linux er i hvert fald et af de værktøjer, der kan hjælpe os på vej. Det gør det allerede på web, servere, IoT og sågar i rummet. Det eneste, der mangler, er, at vi også opdager Linux på skrivebordet.

A critic from India

I hate the vastness of the Internet. There is just too much information. Most of it is junk that is standing in the way to the relevant information and knowledge. Here’s a fresh example. 

I just realized that I couldn’t find my browser bookmark to a great website of an Indian film critic. It’s gone, and I just can’t remember his name nor the name of his website. I know that he is quite fond, just as I am, of Terrence Malick, Bergman and Tarkovsky, but for the life of me I cannot recall much of information about him. All I do remember is that his an older gentleman from India. He looks as an Indian, but I think his name or surname sounds Western.
I tried to google and duckduckgo him, but I feel “film critic india tarkovsky malick” isn’t going to cut it.

I vaguely remember that he posted some of his reviews on IMDb, so I guess I will have to go through user reviews of films like The New World, The Mirror, The Red Thin Line and such. It would be nice to find his website again, since his reviews were always so eloquent, interesting and precise.

Luckily, I did find him while looking through the Malick’s The Thin Red Line reviews on IMDb. A great film critic Jugu Abraham