Dino F. Avdibegović

Vi lever i en turbulent, usikker og ustabil verden, der befinder sig i en konstant forandring siden Berlinmurens fald og globaliseringens nådesløse fingre for alvor indtog verden for tredive år siden. Danmark har dog ikke en eksistentiel angst som det var tilfældet stort set i hele landets historie, da vi ikke længere har fjender i nærheden, der truer os på livet eller i det mindste modarbejder vores interesser. Men mens de fleste i landet i dag ikke føler sig direkte truet af russiske faldskærmstropper eller atombomber, er der andre faktorer, der skaber usikkerhed og frygt, bl.a. tildels flygtige begreber som international terrorisme, flygtninge, indvandrere og klimaændringer. Kommunismens ekspansion ligger ikke længere i toppen af danskernes frygtliste, men dens fald for tre årtier siden betød døden for flere engang mægtige riger inklusive Sovjetunionen og Jugoslavien.

Opløsning af den verdensorden, der fra 1945 og frem til 1991, bragte, udover flere staters kollaps, også en fornyet bølge af nationalisme og chauvinisme i Europa og i resten af verden. Dette var især synligt i det tidligere Jugoslavien, hvor den serbiske nationalisme blev vækket allerede i 1980’erne, efter landsfaderen Josip Broz Titos død. Hvis man spørger hvilken som helst nationalistisk anlagt serber, vil man få en forklaring, at Slovenien, Kroatien og Bosnien er skyld i Jugoslaviens opløsning, fordi de ønskede selvstændighed, at udvise serbere fra deres territorier, og derfor medvirkede til voksende mistro blandt jugoslaviske folkeslag, der til sidst førte til borgerkrig. Men egentlig var det Serbiens Videnskabs- og Kunstakademis (SANU) medlemmer, der var hovedarkitekter bag et memorandum af efteråret 1986, der blev et pejlemærke for serbiske nationalisters plan om skabelsen af et såkaldt Storserbien, som efter deres rationale var den naturlige arvtager af det snart kollapsede Jugoslavien, hvor alle serbere, også dem, der boede udenfor det daværende Serbiens grænser, skulle have en mulighed for at leve i et samlet serbisk land. Selvfølgelig uden besynderlig hensyntagen til andre folkeslags rettigheder og hjemlande. Ligeledes skrev SANU i notatet, at kun serberne havde en legitim ret til deres kultur og historie, og derfor anerkendte akademiet ikke fx kroatisk, montenegrinsk og bosnisk litteratur, kultur mm. En bosnisk-serbisk forfatter var ifølge de serbiske akademikere udelukkende en serbisk forfatter og ingenlunde en bosnisk forfatter. Selv i dag vil de færreste i Serbien acceptere andet end, at Nikola Tesla kun kan være være en serbisk opfinder og fysiker og ikke kroat, selvom han var født i Kroatien (godt nok som en søn af kroatisk-serbere) under Kejserriget Østrig i 1856, og senere flyttede til USA.

Jugoslaviens bøddel var således netop SANU med Slobodan Milošević som frontfigur, der som beskrevet i den førnævnte memorandumsskitse, ønskede den serbiske folks selvbestemmelse, suverænitet og rettigheder, uden hensyntagen til Jugoslaviens mange andre folk og nationaliteter. SANU påstod nemlig, at den serbiske folk ikke havde sit eget territorium og land indenfor Jugoslaviens rammer, hvilket var jo en absurd påstand, da daværende Socialistiske Republik Serbien, som én af seks jugoslaviske republikker, var hjem til de fleste serbere, hvor de var og stadig er det absolutte flertal med den politiske selvbestemmelse ikke ulig de fleste andre europæiske stater, hvor det politiske flertal bestemmer.

Serbiske nationalister havde i 1980’erne og 1990’erne en konstant politisk mantra, som lød: “hvor der er serbere, er det serbisk land”. Simpelt og utvetydigt. Denne stræben efter mere territorium (udover Serbien) og de facto det storserbiske Lebensraum var især manifesteret først i Kroatien i 1991 og året efter i Bosnien, hvor der for alvor udbrød de første store europæiske krige efter Anden Verdenskrig. Især i Bosnien blev der begået de værste krigsforbrydelser, som blandt andet omfattede oprettelsen af mange koncentrationslejre, voldtægter af tusindvis af bosniske kvinder og børn, bestialske massedrab af bosniakkiske (muslimske) og bosnisk-kroatiske (katolske) civile, især i Srebrenica, Prijedor og omegnen, Sarajevo, Brčko, Bijeljina, Višegrad og mange andre steder, som kom under serbisk besættelse. Krigsforbrydelser blev begået af alle involverede parter, men langt de fleste forbrydelser blev begået af serbiske militser i den serbisk dominerede del af Bosnien (som senere fik navnet Republika Srpska), inklusive de ultranationalistiske og fascistiske paramilitære enheder fra Serbien som berygtede Arkans Tigre og Šešeljs tjetnikker og flere andre. Alene i byen Prijedor i det nordlige Bosnien forsvandt 3.277 bosniakker og bosnisk-kroater, mens i Srebrenica dræbte serbiske styrker over 8.000 bosniakkiske mænd og drenge på få dage i juli 1995, efter ordrer fra den bosnisk-serberes politiske leder Radovan Karadžić og hærchefen for de bosnisk-serbiske styrker, general Ratko Mladić, også kendt som Slagteren fra Bosnien. De omfattende drab, voldtægter, bombardementer, ødelæggelser og plyndringer af hele byer, industrizoner og områder, hvor serbiske styrker havde kontrollen, er flere gange blevet påvist ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY) som et nøje planlagt, koordineret og udført projekt fra serbisk side med et klart formål med at skabe etnisk rene serbiske områder, næsten klinisk renset for bosniakker og bosnisk-kroater.

Som nævnt før, har alle krigens parter krigsforbrydelser på samvittigheden, men der hersker ingen tvivl om, at den serbiske side har begået den største del af alle forbrydelser, hvilket mange afsluttede sager ved ICTY vidner om. Under krigen i Bosnien blev 31.583 bosniakkiske, 4.179 bosnisk-serbiske og 2.484 bosnisk-kroatiske civile dræbt. Denne store disproportionalitet kan nemt forklares med den serbiske plan om enten at udrydde eller fordrive ikke-serbere fra de områder i Bosnien som de serbiske styrker kontrollerede. Langt de fleste koncentrationslejre blev oprettet og drevet af serbiske styrker, og langt de fleste og mest bestialske drab, voldtægter og andre krigsforbrydelser blev begået af serbiske soldater, netop fordi der var en klar plan fra den serbiske politiske elite, der ønskede endelig at skabe et Storserbien med områder, der aldrig før var en del af Serbien, nemlig Kroatien og Bosnien-Hercegovina.

Denne lidt længere introduktion til Balkankrigene fra 1990’erne er nødvendig, dels for at opfriske detaljer om krigenes facetter og især krigsforbrydelser, der for de flestes vedkommende blev begået som et resultat af flerårig radikalisering af den serbiske befolkning, der skabte en ekstremt stærk ultranationalistisk strømning blandt mange serbere i Serbien, Kroatien, Bosnien, Montenegro og Kosovo; dels for at komme med baggrundsviden til alle dem, der efterhånden er lidt rustne i deres viden vedrørende det vestlige Balkans historiske, politiske og geostrategiske position.

Hvor end serbere udgør i dag en politisk relevans på Balkan, er der politiske og mellemetniske sammenstød af en eller anden karakter i de pågældende lande. Desværre er det ikke tilfældigt. I Montenegro udgør serbere op til 30% af landets befolkning, men man hører ofte den gamle serbiske hegemoniske narrativ, at Montenegro er et serbisk land, og at montenegrinere i bund og grund er serbere. For nyligt blev den montenegrinsk-ortodokse kirke genoprettet som autokefal (selvstyrende) kirke og den montenegrinske regering vedtog en lov om religionsfrihed. Dette har medført den store serbiske utilfredshed, fordi den serbisk-ortodokse kirke står til at miste flere kirkelige ejendomme til den montenegrinske stat. Nogle dage senere indkaldte den serbiske præsident relevante serbiske institutioner til et hastemøde, mens mange etniske serbere i Montenegro og udenfor landet demonstrerede mod de nye montenegrinske tiltag. Samtidig accepterer og anerkender den serbisk-ortodokse kirke ikke genoprettelsen af den montenegrinsk-ortodokse kirke, der officielt blev afskaffet i 1920 da kirken efter oprettelsen af Kongeriget Jugoslavien blev indlemmet i den serbisk-ortodokse kirke. Det samme gælder i øvrigt den ukrainsk-ortodokse kirke, som fx den russisk-ortodokse kirke heller ikke anerkender til den dag i dag.

I Srebrenica, hvor serbiske styrker begik nogle af de værste krigsforbrydelser i 1995, oplever bosniske muslimer næsten dagligt chikane fra serbere og lokale institutioner. Den seneste provokation i en lang række er, at en folkeskole i byen fejrede den store serbisk-ortodoks helgen Sankt Sava på trods af, at Bosnien er en sekulær stat og på trods af, at langt de fleste elever på skolen er bosniakker. Blot et par dage før havde ni serbiske drenge fra skolen hyldet på de sociale medier serbiske tjetnikker, en ekstrem ultranationalistisk serbisk paramilitær formation, der begik mange barbariske forbrydelser mod kroater, bosniere og andre i Anden Verdenskrig og under krigen i Bosnien og Kroatien i 1990’erne. Denne praksis med at direkte forbinde serbisk-ortodokse kirke med sekulære institutioner er allestedsnærværende i Republika Srpska. De fleste grundskoler og andre institutioner i den serbisk dominerede del af Bosnien er udstyret med bl.a. korse og ikoner af serbisk-ortodoks kirkes helgener. Mange gader og skoler bærer navne på nogle af serbiske krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig og krigene fra 1990’erne. Der foregår en fortsat massiv serbisering af det bosniske territorielle og kulturrum, især i Republika Srpska, hvor gaderne, udover krigsforbryder ofte bærer navne af historiske personligheder fra Serbien, fx konger og politikere, der intet havde med Bosniens historie at gøre. Flere byer har enten fået et andet navn eller fjernet præfikset Bosanski (Bosnisk) fra deres navn, fx Bosanski Brod og Bosanski Šamac. Selvom det ikke var nok, forbyder myndighederne i Republika Srpska, at bosniakkiske elever bliver undervist i deres bosniske sprog! Man kan forestille sig, at svenskere bosat i København ikke tillod danskerne, at kalde deres sprog for dansk – i danskernes eget land! Det er op til læserne at drage konklusioner, hvorfor denne omfattende og undertrykkende praksis, på trods af, at Bosnien-Hercegovina ifølge grundloven er en sekulær og selvstændig stat.

De store dele af den serbiske befolkning i det hele vestlige Balkan er stadigvæk radikaliseret og stærkt påvirket af den storserbiske nationalisme og konservatisme. Det kan virke paradoksalt, når man tager i betragtning, at mange serbere ikke er besynderligt religiøse. Men den serbisk-ortodokse kirke spiller alligevel en enorm rolle, udøver en kolossal påvirkning både på befolkning og de serbiske statslige institutioner. Mange serbere ser den serbiske nation, som den store pariah, som den vestlige verden ikke kan udstå. For nyligt vandt serbiske tennisstjerne Novak Djoković finalen i Australian Open og på Twitter dukkede der et billede op af en serbisk fan med t-shirt på og teksten ”Serbia Against The World”. Det er virkelig sådan serbiske nationalister ser Serbiens position i verden. Sarkastiske sjæle vil nok sige, at det er trods alt fremskridt, da det nu er Serbien, der er mod verden og ikke omvendt.

Mange vil og kan ikke acceptere, at den serbiske politiske og militære ledelse havde planlagt og udført de værste krigsforbrydelser i Europa siden Anden Verdenskrig. De kalder de historiske fakta fra krigen i Bosnien for vestlig (angloamerikansk, tysk), muslimsk og kroatisk propaganda. Der findes et utal af forbrydelser, bombardementer og drab som serbiske ledere og institutioner enten blankt afviser eller sætter et stort spørgsmålstegn ved. De vil ikke se sandheden i øjne, derfor klunker de sig fast til de serbiske traditioner og over alt i verden til den serbiske fortid, der glorificeres til uanede højder. Men selve fortiden bliver manipuleret med og derfor har vi mange, der stadigvæk tror på, at næsten alle nationaliteter i det tidligere Jugoslavien er frafaldne serbere, at de allesammen forlod deres gamle serbisk-ortodokse tro.

Problemet med den serbiske ultranationalisme og chauvinisme er, at den ikke blev totalt nedkæmpet i 1990’erne som den tyske nazisme blev i 1940’erne. Bill Clintons administration tillod ikke, at de kroatiske og bosniske hære nedkæmpede serbiske styrker militært, da netop det var udsigten til i slutningen af 1995. I stedet for tvang man de krigende parter til at underskrive Daytonfredsaftalen i december 1995, der endelig afsluttede krigene i Kroatien og i Bosnien. Selvom aftalen, der blev underskrevet af Bosniens, Kroatiens og Serbiens præsidenter og bevidnet af de store magters repræsentanter, stoppede forfærdelige blodsudgydelser, har den samtidig skabt et forkrøblet Bosnien, der af mange betegnes som “et land, der blev tvunget til at bære en spændetrøje”. Og det er ikke langt væk fra sandheden. I dag er Bosnien et land, der består af to såkaldte entiteter og et lille autonomt område (Distrikt Brčko). Den ene entitet er Republika Srpska, hvor ca. 90% er indbyggere er bosnisk-serbere, og den anden er Føderationen BiH, hvor der bor hovedsageligt bosniakker og bosnisk-kroater. Føderationen er yderligere opdelt i ti kantoner, med hver sit politi og adskillige indenrigsministerier. Landet, der i dag har mindre end 3,5 millioner indbyggere er der 14 regeringer, 120 ministre og flere end 600 medlemmer af forskellige parlamenter på alle statslige niveauer. Denne enorme og ekstremt tunge administration sluger 60% af Bosniens statsbudget!

I Dayton skabte man, som en del af fredsaftalen, den nye bosniske forfatning, der de facto sikrede dysfunktionelle statslige institutioner, der i princippet beskytter de etniske politiske partier, der næsten altid forbliver ved magten. Selv hvis man har været i koma de sidste tyve år, ved man, at Bosnien ikke er et normalt fungerende europæisk land. Det er et land, hvor et konservativt, serbisk-nationalistisk parti får lov til at kalde sig for Alliancen af uafhængige socialdemokrater (SNSD), som faktisk er et højreorienteret, separatistisk og prorussisk parti, der ikke har interesse i at styrke Bosniens institutioner. Det er ikke en hemmelighed, at partiets leder Milorad Dodik mange gange mødtes med Ruslands præsident Vladimir Putin. Bosnien er også et land, der ikke har én, men hele tre præsidenter på en gang. Den ene skal være en bosnisk-kroatisk, den anden skal være bosnisk-serbisk og den tredje bosniakkisk repræsentant. Det er netop både bosnisk-kroatiske og bosnisk-serbiske separatister og nationalister, der kræver denne særlige ordning, hvor man for alt i verden ikke må indføre og implementere det almindelige udbredte demokratiske valgsystem, hvor én vælger er lig med én stemme, ikke ulig det vi har i Danmark. I Bosnien har man siden Østrig-Ungarns styre for mere end et hundrede år siden indført et uhørt og højt mærkværdigt begreb ”de konstitutionelle etniciteter”. Praktisk betyder det bl.a. at kun bosnisk-serbere, bosnisk-kroater og bosniakker er konstitutionelle eller værdige til at blive en del af landets politiske magt. Således kan en bosnisk borger, der identificerer sig selv som fx jøde, roma eller af fransk afstamning, ikke blive Bosniens præsident. Grundloven anerkender således kun bosniakker, serbere, kroater og andre. Andre er ikke betegnelse for en særlig befolkningsgruppe, men bogstaveligt alle andre etniciteter, der bor i landet. Hvis man er en jøde, en roma eller en italiener med bosnisk pas, er man en del af andre og dermed automatisk diskvalificeret til at blive fx en del af det bosniske præsidentskab. Det er ekstremt svært, at forstå disse horrible regler, men forestil jer, at i Danmark kun dem, der identificerer sig selv som jyder og sjællændere kan blive statsminister eller medlemmer af den danske regering. Ærgerligt for bornholmere, fynboer og andre uheldige danske sjæle. Denne udemokratiske og diskriminerende praksis beskyttes især af bosnisk-serbiske og bosnisk-kroatiske nationalistiske politiske partier, der ser det som en mulighed for at stoppe den bosniakkiske politiske dominans i landet (da bosniakker udgør lidt over halvdelen af landets indbyggere), men i princippet er det et værktøj for at holde sig ved magten i en uendelighed, for hvis man indførte et gængs demokratisk valgsystem, hvor alle landets borgere kan blive valgt til alle politiske positioner, ville det undergrave det patrimoniale, det etnocentriske og det dybt korrumperede politiske system i landet.

Man kan skrive mange sider om alle de udemokratiske, absurde og mærkelige regler ved Bosniens politiske system, men man skal holde sig for øje, at Daytonfredsaftalen fra 1995 i virkeligheden beskytter landets fjender, og de er stort set alle de nationalistiske og etnocentriske partier i Bosnien. Således forhindrer den de demokratiske og progressive bosniske politiske kræfter til at komme til magten, reformere landet på alle områder og bringe landet ind i den moderne europæiske demokratiske sfære. Derfor er det i Danmarks, i EU’s og USA’s fællesinteresse at skabe et stærkt, demokratisk og selvstændigt Bosnien-Hercegovina, at modvirke Ruslands destruktive indflydelsespolitik i det vestlige Balkan og ikke mindst at modarbejde og endelig tæmme den ekstremt farlige serbiske ultranationalisme, hvis man ønsker fred på Balkan og det europæiske kontinent. Hvis Europa og USA ikke handler og retter alle de mange fejl, der er blevet begået ved Daytonfredsaftalen, risikerer vi at opleve de horrible krigsbilleder fra Balkanhalvøen, som den serbiske ultranationalisme højst sandsynligt igen vil sørge for.