Det hele startede som en joke. Jeg snakkede med en ven og vi kom til at diskuttere den stigende ustabilitet i Microsoft Windows. Jeg begyndte at igen opleve den frygtede Blue Screen of Death (BSoD) efter mange, mange års fravær på min Windowsmaskine. Derudover snakkede vi om stigende privatlivets krænkelser, især fra de store techgiganter Facebook, Microsoft, Google og andre. Disse virksomheder lever af deres brugeres informationer, som hele tiden samles, sorteres i og sælges videre til andre virksomheder, eller de udnytter selv for at servere flere reklamer for os. Som man siger, hvis et produkt er gratis, er du selv et produkt, og det er netop, hvad vi, brugere, faktisk er blevet siden vi begyndte at bruge Facebook, Gmail, Instagram, Windows og YouTube. Disse produkter er ofte gratis i en eller anden forstand, men virksomheder, som står bag disse tjenester, samler hele tiden oplysninger af deres brugere og anvender dem som de lyster, oftest er det nok i en eller anden kommerciel form.
I løbet af samtalen med vennen, sagde jeg lidt spøgefuldt, at jeg vil, som protest og i frustration over den nuværende situation i den digitale verden, muligvis forsøge at gå fra Windows 10 og skifte til Linux. Da jeg åbenbart har en eller anden form for OCD, måtte jeg straks udforske muligheder. Jeg downloadede et par Linux distributioner (Linux Mint, MX Linux og Ubuntu), som kan downloades kvit og frit på deres respektive websites.
MX Linux var jeg ikke helt glad for, når man ser på dens udseende, mens Ubuntu kunne jeg egentlig godt lide, men begge distros havde problemer med at finde min trådløs USB-dongle, hvilket var ret vigtigt for mig. I processen fik jeg kigget også på Linux Mint Debian Edition, men den distro formåede jeg at smadre i stykker da jeg pillede lidt for meget i dens indstillinger.
Det hører med til historien, at jeg har første gang kigget på Linux i starten af ’00erne. Dengang prøvede jeg Debian, Mandriva, Fedora, Ubuntu og andre mindre kendte distributioner. Det var rigtig fascinerende at lære at kende en ny eksotisk verden med GNU/Linux og open source software. Men dengang havde Linux ikke tilsvarende alternativer til fx Photoshop, InDesign og Vegas Pro. Og slet ikke at nævne noget om seriøs gaming. Man kunne spille Solitaire og nogle flyvende og skøjtende pingviner på det tidspunkt i Linux og det var det. Af de grunde vendte jeg tilbage til Windows. Jeg brugte Windows 98, Windows 2000, XP, Windows 7 og de sidste fire år Windows 10. Jeg var tilfreds, den var stabil – indtil den med hver en ny opdatering bragte stigende ustabilitet til mit system og mangel på privatliv. Microsoft samler, ligesom mange andre, en masse informationer om deres brugere. Mange har ikke noget problem med det – det havde jeg i lang tid heller ikke – men det går mig på nu, især efter alle de privacy skandaler man kunne følge med i medier: Facebook, Cambridge Analytica osv. Samtidig begyndte jeg at få de forhadte BSoD, dødens blå skærm, som jeg ikke oplevede i mange, mange år. Jeg kunne føle, at noget i Windows ikke var på den rette vej.
Dødens blå skærm i Windows 10
Derfor valgte jeg endelig at installere Linux Mint 19.2 Cinnamon Edition for lidt over to uger siden. Jeg kunne godt lide dens udseende, den føltes hurtig og ret let, så jeg besluttede at fokusere i første omgang på Linux Mint, i stedet for at kigge endeløst på andre distributioner, for der findes bogstaveligt hundredvis af Linux versioner, som man kan bruge mange år på at udforske, og det gad jeg ikke rigtigt. Hvis man ellers har lyst, kan man på distrowatch.com læse om og udforske alverdens Linux distributioner fra nu af og til Ragnarok. Da jeg nu var i gang med at genudforske Linux, skulle det gerne gå så hurtigt som muligt.
Skrivebordet i Linux Mint 19.2 CE. Så fin!
Jeg må indrømme, at jeg er svært imponeret over, hvor langt Linux er nået på alle felter, fra apps til gaming. Min Linuxinstallation er stabil, den er nem at bruge, da Linux Mints brugeroverflade ikke ligger helt langt væk fra Windows. Jeg har installeret Steam og jeg kan med glæde skrive, at over 130 spil i min katalog er understøttet i Linux, enten natively eller via Proton, som er Steams værktøj, der gør det muligt at spille mange Windowsspil i Linux. En sand velsignelse!
Ja, Steam i Linux ligner 100% den i Windows.
Alle, for mig, vigtige spil virker i Linux. Altså alle undtagen Far Cry 5, som er rigtig ærgerligt, men så kan jeg glæde mig over, at Cities Skylines, Life is Strange: Before the Storm, Arma 3, Company of Heroes 2, Northgard, Civilization V, Football Manager 2015, Prison Architect, Alien Isolation og andre virker uden problemer.
Hvad angår programmer, er jeg begyndt at knække koden i forbindelse med at bruge fx Krita, som er med lidt god vilje en alternativ til Photoshop. Olive er en fin afløser som videoredigeringsprogram til Vegas Pro. Den er dog stadig blot i alpha. Ellers kunne jeg finde på at bruge Kdenlive. Til at lytte til radio og musik, anvender jeg Audacious. LibreOffice er en kapabel afløser for Microsoft Office, og den savner jeg slet ikke. Jeg påskønner faktisk brugen af terminalen, som er nok mere nødvendig at anvende end i Windows. Det går bare hurtigere med fx at opdatere alle systemets programmer end at gøre grafisk og eller via browseren. Men jeg bruger den slet ikke meget, da man ikke behøver at starte den så ofte. Det er det kun, hvis man er en “nørd” og man vil lege med alverdens kommandoer man kan fyre af via terminalen. 🙂 Jeg foretrækker dog musen og den grafiske brugerflade.
Mit Linux Mint-skrivebord i øjeblikket.
Linux er definitivt i meget højere grad klar til masserne, selvom det stadigvæk kan være lidt udfordrende for de absolutte computerbegyndere. Men jeg vil påstå, at så længe man ikke anvender hardcore Linux distributioner som Gentoo, Arch og lignende, kan næsten enhver forsøge sig med Linuxversioner, der i høj grad har den samme brugeroplevelse som Windows eller Mac: Linux Mint, elementary, Pop!_Os, Zorin og Ubuntu. Jeg har i hvert fald besluttet mig for at blive lidt længere. Forhåbentlig bliver det permanent.