Jeg fandt ud af at der er planer om at skrive en bog om bosniere i Danmark. Forfatterne bad folk om at svare på spørgsmål om deres liv i Bosnien, hvorfor man flygtede, hvordan man kom her, hvordan er man modtaget og integreret, mening om dansk mad, klima osv. Jeg besluttede mig at give mit lille bidrag til dette meget interessante projekt. Jeg har ikke brugt lang tid på formuleringer og korrektur. Denne tekst er skrevet på en gang.

———

Mit navn er Dino Fahrudin Avdibegović. Jeg kommer fra Bosanski Šamac, en by i det nordlige Bosnien, på grænsen med Kroatien.

Mit liv i byen var ganske udmærket. Jeg havde mange venner og familiemedlemmer, gik i skolen og legede foran min bygning hvor der altid var mange børn og unge.

I byen er der to store floder (Bosna og Sava). Om sommeren badede jeg der tit med min familie. Vi plejede også at køre til Adriaterhavet og holde sommerferie ved Makarska Riviera.

Min familie og jeg flygtede den 19. april 1992 da serbiske styrker besatte byen nogle dage før. Serberne torturerede og dræbte mange kroater og bosniakkere (muslimer), bl.a. i folkeskolen og i byens politistation. Ikke-serbere var andenrangsborgere. Det eneste de manglede var gule bånd omkring deres arme, som jøderne måtte bære i Nazityskland.

Vi flygtede i vores bil til nabobyen Gradačac hvor vi havde nogen familie.

Selvom min by var besat af serbiske styrker, kunne man godt komme ind i den i nogle dage i starten af besættelsen. Da min mor var butikchef, troede hun at hun ville kunne aflevere nøgler til butikken. Den samme dag hun rejste til byen, lukkede serbiske aggressorer adgang til byen. Hun kunne selvfølgelig ikke komme ud og vende tilbage til os: hendes mand og to børn. Vi kommer ikke til at se hende de næste 9 måneder!

Et par uger senere, begyndte serbiske styrker med at angribe Gradačac, byen hvor os tre var. Det var noget af de værste jeg oplevede indtil da. Byen blev bombet sønder og sammen fra alle mulige retninger, fra jorden og fra luften. I Gradačac og omegnen bliver til medio september da vores far beslutter at vi skal rejse igennem hele Bosnien-Hercegovina for at komme til Zagreb, Kroatien hovedstad, hvor hans tante bor. Vi rejste gennem krigsramte byer, og byer hvor man levede en helt almindelig liv, gennem skove og bjerge. Jeg husker at vi på et tidspunkt kørte igennem en mindre by hvor der var mange huse i brand. Det føltes som om der var kampe kun et par timer før vi ankom. Vi rejste 1400 km gennem hele Bosnien og et stort del af Kroatien. Normalt er der kun 230 km fra Bosanski Šamac til Zagreb!

I december 1992 genforenes vi med min mor i Prag! Bare hendes rejse fra krigsramte Bosanski Šamac til Serbien og videre til Tjekkiet kunne skrives en bog om. Hun måtte foregive at være serber, hun har overnattet hos en fascistisk ældre serbiske kvinde som foran min mor (i tro at hun også var serber) svinede bosniske muslimer og katolikker og talte det værste om dem. Jeg kan kun forestille mig hvordan var det for min mor at være der i de dage og høre på det. Og tænk hvis det var opdaget at hun ikke hed Ruža ( Rose – et ortodoks navn)!

Til Danmark ankommer vi i slutningen af april 1993 og vi bliver i Gentofte Asylcenter tre dage, hvorefter vi bliver sendt til Langeland, Holmegård Asylcenter ved Bagenkop.

Alt det her flytteri kalder bosniere kolokvialt for muving (fra eng. moving). På Langeland bliver vi ca. en måned og i juni får vi “muving” til Hagebro ved Haderup i Midtjylland. Det var et tidligere hotel hvor der var ca. 110 flygtninge fra Bosnien. Vi havde det godt sammen og med personalet fra Det Røde Kors. Der var en del aktiviteter for børn og unge.

Da jeg var altid meget interesseret i geografi, vidste jeg noget om Danmark inden jeg kom herop. Jeg vidste at Kopenhagen var landets hovedstad og kendte til halvøen Jutland der forbandt Danmark med resten af Europa. Jeg vidste at Danmark producerede og eksporterede meget af kød- og mælkeprodukter og at landet ikke havde mange naturlige ressourcer.

I 1994 startede jeg på Skive Gymnasiet. Jeg tror at det var først her jeg for alvor begyndte at lære om det danske sprog, samfund og kultur. Senere kom jeg i arbejde som endnu mere lærte mig om de danske værdier, regler hvordan samfundet er skruet sammen.

Til forskel fra danskerne, så har jeg ikke et specielt godt forhold til den danske mad. Jeg tror at det var i 1998 jeg stiftede bekendtskab med brunede kartofler. Det var firmajulefrokost og jeg så disse lækre brune kartofler. Jeg ignorerede næsten al anden mad og fyldte min tallerken med kartoflerne. Da jeg smagte den første, alle mine sanser fik en chok så jeg i bogstaveligste forstand endte på gulvet. Og det skyldtes ikke øl eller snaps! J Jeg kunne bare ikke drømme om at kartoflerne kunne være søde!

Rugbrødet kunne jeg ikke spise i virkelig lang tid. Det var hårdt, tørt og smagte ikke særlig godt. Jeg tror at jeg begyndte at spise det (kun gulerodsbrød!) først for et par år siden. Det kan godt være at rugbrødet er sundere end ciabattabrød, men det smager af træ!

Af kager elsker jeg alle dem der er “bid i”: othellokagen, æblekagen (alt med æbler!) og jordbærkagen.

Selvom jeg efterhånden har boet i Danmark i 14 år, har jeg stadigvæk ikke vænnet mig til det danske vejr. Vi bosniere siger at “selv hunde ikke gør i Danmark”, men hvis noget er utæmmet her i landet, så må det være vejret. Jeg har det stadigvæk svært med at opleve både regn, blæst og solskin på samme dag. De første to kunne jeg sagtens undvære, men på en måde er der en vis charme (mener jeg virkelig det?) over det skiftende og uforudsigelige vejr.

I Danmark har jeg boet i asylcentre, et satellit (hus der er tilknyttet et asylcenter), et rækkehus, et hus og forskellige lejligheder. Jeg synes at det gik egentlig meget godt med at etablere sig i et nyt land. Det var ikke nemt, man er fremmed og kender ikke sine omgivelser, men stille og roligt fandt vi vores plads. Det var dog ikke altid nemt at komme i kontakt med de indfødte. Dette gælder især vestjyder, som næsten altid er reserverede overfor mennesker de ikke kender. Min erfaring er at de åbner sig efter nogen tid de har kendt dig.

I Bosnien har jeg en min mors bror og hans familie, som er min primær grund til at besøge landet. Før besøgte vi også min farmor men hun døde sidste år. I år skal vi også besøge min hustrus bror og hans familie i Sarajevo. Det bliver også første gang familien ser min datter som er født i Danmark.

Af mine gamle venner har jeg kun kontakt til én, men jeg tror stadigvæk at jeg er gode venner med mange af de serbere (jeg fortrækker at kalde dem bosniske ortodokse) jeg kender. Han bor stadigvæk i min hjemby og vi skal selvfølgelig ses i år. Vi holder kontakten mest via email.

Hvad kan jeg skrive til sidst? Når jeg går langs en gade kan jeg se mange triste ansigter i løbet af dagen og det går mig lidt på. Det går mig på fordi et menneske i Danmark har mange forudsætninger for at være glad og tilfreds. Det går mig på fordi der er fred, demokrati og frihed her i landet. Det går mig på fordi der er mange grunde hvorfor man burde påskønne sit liv, tilværelse og dagligdag, nok til at smile en lille smule den morgen man går eller kører til arbejde.