Kan du være et menneske nok til at søge om tilgivelse? Det er basalt set det centrale spørgsmål i den bosniske film Et strejf af lykke (Najsretniji čovjek na svijetu, 2022). I filmen følger vi Asja, som er en 45-årig kvinde, der bor i Sarajevo og hun befinder sig til et dating-party for at møde nye mennesker. Hendes match er Zoran, en jævnaldrende som umiddelbart ikke er efter kærlighed. Under deres kontrollerede møde finder Asja ud af, at Zoran faktisk søger tilgivelse for noget han gjorde under den serbiske krig mod Bosnien i 1993.

Zoran fortæller Asja, at han, som serbisk soldat, beskød sin by, Sarajevo.

Til at starte med er Asja chokeret og frastødt, men gradvist kommer de to mennesker til at forstå hinanden. Denne film er ret simpel i sit udtryk, men dens budskab er faktisk ret kraftfuld og virkningsfuld, selvom den egentlig ikke er original.

Selve begrebet "tilgivelse" er ret interessant for mig, for det er en handling, der umiddelbart ikke ligger naturligt til mennesker. Når nogen gør noget forkert og ulovligt, har vi mennesker en tendens til at kræve ikke bare retfærdighed, men også gengældelse, som en form for (åndelig) erstatning. En af de ældste eksempler på dette er selvfølgelig den bibelske "øje for øje". Vi kender flere eksempler på, at man faktisk undlod at søge hævn mod gerningsmænd, fx i Sydafrika efter apartheidperioden i det 20. århundrede og Rwanda, efter det frygtelige folkedrab begået af hutuer mod tutsiere.

Er gengældelse egentlig svaret?

Et andet eksempel findes i Bosnien, hvor bosniakker, som for det meste er muslimer, ikke er interesserede i at søge en hævn overfor serbere, selvom det netop var serbere, der begik langt de fleste og helt klart de værste krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under krigen i Bosnien i perioden 1992-1995. Bosniakker er allermest interesserede i retfærdighed, som indebærer, at serbere, og især deres politiske ledelse i Bosnien og Serbien anerkender den katastrofale politik, der blev ført af Serbien i 1990'erne og at de klart tager afstand fra planer for at skabe "rene serbiske områder" renset for ikke-serbiske borgere (Storserbien), herunder kroater, bosniske muslimer og andre. Dette har man klart afvist fra ledende serbiske politikere, som i høj grad støttes af mange serbere, og er den største stopklods for en egentlig forsoning mellem bosniere, serbere, kroater og andre folkeslag på Balkan.

Når man påpeger, at Serbien startede alle krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990'erne og har dets soldater har begået de største og fleste krigsforbrydelser, lukker serbiske politikere helt ned og giver altid en eller anden whataboutisme tilbage.

En symbolsk scene, hvor det kun er Zoran, der danser, mens alle andre datingdeltagere er blevet mejet ned af serbiske soldater.

"Et strejf af lykke" har en simpel, men visuelt ret kraftfuld afslutning, hvor en mand blot ønsker at blive tilgivet for en frygtelig handling, han begik mod et andet menneske. Alt hvad bosniere kræver er, at serbere indser, hvad den serbiske side gjorde mod bosniske muslimer og bosniske kroater og søger om tilgivelse. Hvis det skete, ville Bosnien i dag være et blomstrende og lykkeligt samfund, der var på vej mod bedre tider. Desværre er dette ikke helt et tilfælde, allermest på grund af en fredsaftale, der i dag forhindrer landet med at komme videre politisk, økonomisk og samfundsmæssigt. Daytonfredsaftalen var og er fortsat en såkaldt spændetrøje, der ikke giver Bosnien mulighed til at blomstre, ikke mindst på grund af den ulogiske og uretfærdige indre politisk deling mellem de tre dominerende etniske grupper.

Hvorfor er det svært at tilgive?

Tilgivelsen er en kraftfuld handling, der efter min mening hører under mod, som Platon karakteriserede som en af fire kardinale dyder. Hvad Zoran gjorde i filmen er helt klart en heltemodig handling, men at give tilgivelse (som Asja tilsyneladende gør) er egentlig endnu større eksempel på mod. Det er en meget sjælden dyd, men ikke umulig, hvilket denne film på en subtil måde sender som dens hovedbudskab.

Filmen kan pt. ses på Filmstriben.