Gennem gyder

jeg er på vej til dig og jeg ved at du venter lystigt på mig
siden jeg var en knop, der langsomt sprang ud
har jeg søgt mod dig
uden at kende hverken retning eller vej
det er uvæsentligt
hvornår vores stier krydses

du kender min vej
mens jeg slentrer og går vild
i glemte gyder, ukendte kvarterer
ikke for at undvige vores skæbne
men for at smage hvert hjørne
hvert lys

jeg frygter ikke vores endelige møde
du er ligesom den ældre søster der er vokset fra sin vugge
og venter nu med lune arme
parat til at favne mig

jeg kommer, min kære, som aftensol
men vær tålmodig —
lad mig nyde stien, lære verden at kende