Efter fulde fem år har jeg med min familie igen spænderet sommerferie i mit fædreland Bosnien. Denne gang har min far rejst med os. Selvom vi alle sad i én bil, det generelle indtryk er, at Opel Grandland var behagelig at sidde i, mens vi kørte langs det europæiske kontinent.

Denne gang valgte vi "den østlige variant": Vejle, Hamborg, Leipzig, Dresden, Prag, Bratislava, Budapest, Bosanski Šamac. Selvom regnen fulgte os helt fra Danmark og frem til det sydlige Tjekkiet, var turen næsten problemfri, uden vejarbejde og mange irriterende og bilkøer.

Hotel Plaža, Bosanski Šamac

Vi nåede ret smertefrit til Bosanski Šamac, min fars og min fødeby. Som jeg nævnte før, har jeg ikke været her i fem år. Det var også første gang vi er i Šamac uden mor, hvilket har gjort mig ked af det i flere omgange. Mor har altid været omdrejningspunktet og drivkraft for aktiviteter i byen. Det har været simpelthen både vemodigt og trist uden mor i Šamac. De fleste indbyggere ville stoppe os på gaden, hvis moren var med, for alle kendte hende.

Vi kørte direkte til min morbror, hvor vi spiste dejlig middag. Hvis der er noget, jeg savner i Danmark, er det saftige, søde bosniske tomater. Det er altid svært at vende tilbage til "plastiktomater", der ikke smager af noget.

Bosniske supersmagfulde tomater

Det var dejligt at se min onkel og tante Sena efter så mange år. Men også at smage deres mad. Det er simpelthen altid en oplevelse.

Dagen efter valgte vi at køre til nabobyen Gradačac, hvor vi gik i midtbyen og gik op på den berømte fæstning, som blev færdigbygget i 1824 af bysbarnet Husein-kapetan Gradaščević, som formåede midlertidigt at gøre Bosnien selvstændigt af det Osmanniske Rige i 1831-1833.

Kula Zmaja od Bosne (Den Bosniske Drages Fæstning)

Selvom det var ret varmt den dag, gik vi til den nærliggende sø Hazna, hvor vi nød naturen, men også spiste dejlig middag på et restaurant. Til sidst fik nogle af os fat i bosanska kafa med den karakteristiske lokalt lavede brun sukker. Bagefter besøgte vi min mors søster Nura, som bor i byen.

Bosnisk kaffe

Vi vendte tilbage til Šamac og gik en tur til byend kaj, som vi i byen kalder kej (kay). Her på billedet ses floden Sava med sine pragtfulde eftermiddagshimmelfarver.

Floden Sava, Šamac

Der er noget særligt med solnedgange i Šamac. Jeg ved godt, at jeg et personligt forhold til byen, men har jeg ikke ret? Her ses byens tage fra opgangen til vores lejlighed.

Solnedgang i Šamac

Næste dag besluttede vi os at køre til byen Brčko, ca. 40 km fra Šamac. Det interessante med Brčko er, at det er en distrikt, og derfor en politisk enhed i Bosnien, der ikke er en del af hverken entitet RS eller entitet FBiH, som er største Bosniens enheder.

Gågaden i Brčko

Det var en meget varm dag og vi befandt os lige pludselig i byens gågade. Derfor søgte vi først ly i nogle af gågadens mange cafeer. Vi gik en tur i byens gader. Jeg søgte efter en boghandel og endelig fandt jeg én, hvor jeg købte nogle bøger, bl.a. Spilleren af Dostojevski, Saramagos Små minder, Foucaults Dette er ikke en pibe og flere bøger af bosniske forfattere.

Rådhuset i Brčko

Derefter spiste vi på et nærliggende restaurant og tog hjem til Šamac. Den samme aften spiste vi sammen med far på et godt græsk restaurant lige udenfor vores lejlighed.

Her er endnu et billede af en flot solnedgang i byen. Denne gang fra min onkels have.

Solnedgang i Šamac

Vi har brugt de fleste dage i Šamac til at slappe af eller tage til nærliggende åbne swimming pools, som pigerne elskede. På grund af den store varme har vi altid købt friske lokale frugter som saftige og søde vandmeloner (glem dem vi spiser i Danmark!), blommer, ferskner og druer for at få den nødvendige væske. Dem kunne vi altid få fra en sælger lige udenfor lejligheden.

Efter ti dagen i Šamac, var tiden snart til at drage videre og sydpå. Den sidste dag i byen mødtes jeg med en god ven, som også ikke længere bor i byen. Jeg tog et billede af gaden, hvor min afdøde farmor havde sit lejlighed. Engang var det en gade fuld af liv, butikker og mennesker. Det var lidt trist at se den næsten skjult fra mennesker, selvom den befinder sig i byens midte.

Min farmors gade

Den eftermiddag besøgte vi igen min onkel og tante for at tage afsked. Dette er gaden, hvor deres hus ligger. Bag kammeramanden ligger min gamle grundskole. Jeg kan huske, at jeg ofte gik hjem den her vej på vej hjem fra skolen og jeg husker den varme hilsen jeg altid fik fra solen. Det gjorde vi også denne gang. Jeg håber, at man kan fornemme lidt solens varme i billedet.

Den Bagende Sols Gade

Næste morgen var klar til at tage afsked med min fødeby Šamac og køre videre. Næste stop var hovedstaden Sarajevo, hvor vi mødte Amras brors familie. Det var dejligt at se dem igen. Heldigvis kommer de og besøger os i Danmark senere denne sommer.

Næste morgen kører vi videre sydpå og tidlig eftermiddag ankommer vi til byen Blagaj lige udenfor Mostar. Vi var interesserede i at se byens Tekija, som er en religiøs kloster for dervisherne fra sufi-orden. Man har bygget omkring 40 tekijaer i Bosnien siden Kongeriget Bosniens fald i 1480. Denne i Blagaj blev bygget i 1520.

Tekija i Blagaj

Lige udenfor bygningen er der en stor lodrette klippe, hvor floden Bunas kilde ligger. Vi formåede at komme ind i hulen. Her er der konstant 9 grader varmt året rundt, så det var som om at træde ind i et køleskab efter den store varme udenfor.

Hulen i Blagaj

Lige ved vandet ligger flere gode restauranter, så selvfølgelig skulle vi spise der. Det var dejligt at slappe lidt af, skjule sig fra den store varme og få noget dejlig bosnisk mad. Den samme aften tog vi til Mostar for at opleve byen om natten. Den gamle bydel var fyld med mennesker. Selvfølgelig skal man tage det obligatoriske billede af Den Gamle Bro.

Den Gamle Bro, Mostar

Næste morgen forlod vi Blagaj og tog endnu længere sydpå. Vi gjorde en kort stop i den flotte og smukke by Trebinje. Vi gik langs byens gågade, hvor vi nød atmosfæren på en cafe. Dernæst kørte vi videre og en halv time senere var vi i Montenegro.

Vores næste stop var byen Igalo, hvor min faster havde en sommerresidens. Jeg kan huske, at jeg lejede i husets have med mange små skildpadder under de karakteristiske kiwi- og appelsintræer. Kiwitræer er der stadigvæk, men appelsintræer blev fjernet for nogle år siden grundet sygdom.

Banantræer i min fasters baghave

Fasteren, trods sin høje alder, er en energisk dame, der har sørget for, at vi spiser godt og at der intet mangler. Hun var en fantastisk vært. Vi badede ved den nærliggende strand i Igalo, normalt om formiddag og også om eftermiddag. Vi besøgte også tvillingebyen Herceg Novi, med sin flotte fæstning, der blev bygget af den bosniske konge Tvrtko I.

Efter tre dejlige dage i Igalo, tog vi afsked med faster og kørte tilbage til Bosnien, nærmere betegnet til Neum ved Adriaterhavet. Vi havde to flotte og store lejligheden lige udenfor byen, hvor vi havde direkte adgang både til en saltvandspool og til stranden. Hvor var det dejligt at svømme i havet, næsten uforstyrret af mange andre gæster. Det var som at have havet for sig selv.

Neum

Solnedgang i Neum

Jeg har besøgt mange gode steder og luksushoteller, men denne form for ferie har jeg nødt allermest, primært på grund isolationen og manglen på sværme af turister. Desuden er det fantastisk, at man har blot ti meter ned til vandet, som vi hjælpe dig med at køle ned under den stegende bosniske sol.

En fantastisk ferie med pigerne og far jeg sent vil glemme.