Det går så hurtigt

En onlineven påstod at en nyligt afdød forfatterinde
gjorde det muligt for fantasygenren at blive opfattet
som en del af den såkaldte højlitteratur.
Jeg skrev tilbage, at hverken Petrarca og Dostojevskij,
ikke engang marskal Tito,
ville være i stand til at rette op på det.
Blandt al den latente sarkasme og den åbenlyse ironi,
fordelt nænsomt over længere periode,
akummuleredes der øjensynligt en masse frustration hos kammeraten.
Nu er vi ikke længere onlinevenner.

Ambivalens

Jeg kan godt lide ideen om havet
men ikke så meget når jeg står
på stranden.
Det har altid været en forbandelse
at være et tænkende væsen.
Dikotomien er et produkt af
den konstante tankevirksomhed,
en proces der kun gavner sig selv
– accelererende, selvbedragende
cyklisk fænomen der er
uforenelig med naturen.

Jeg kan godt lide at se
et billede af en hund
men ikke at have den i huset.
Ideen er ren, tanken er fordærvende.
Hvis ideen skal befries
må den sættes fri – gøres autonom.
Det er dog en umulig mission
så længe ambivalensen er der,
så længe tvivlen er til stede.
Heldigvis vil entropien engang
komme til undsætning.

Tilfældigheder eller…

Saxo.com skriver at dem der har købt min bog Pathétique også har købt Yacoubians Hus af Alaa al Aswany, Du som er i himlen af Morten Sabroe, Mærk verden af Tor Nørretranders og Tempelridderen af Jan Guillou. Interessant selskab, altså de nævnte forfattere.

Kvalmen udgivet

Digtet ‘Kvalmen’ er netop blevet udgivet i litteraturmagasinet Valmuer. Abonnementet er gratis, man skal bare sende sin email adresse til forlaget, så får man et nyt nummer tilsendt hver måned. Jeg havde problemer med at navigere på siden i Firefox, men det virker tilsyneladende i Internet Explorer.

Nå, men hvad kan jeg skrive om digtet? Det er skrevet i øjeblikket hvor jeg mærkede en enorm frustration (hos mange) over den destruktive tone i medier og i visse dele af samfundet om minoriteterne (for ikke at bruget clichéet: mennesker med andet etnisk baggrund) her i landet. Her ønskede jeg ikke at gå ind i dialog om problemstillingen, hvorfår den opstod og hvad er årsager til den osv, men blot beskrev én persons tænker på et givet tidspunkt. En bestemt person har “inspireret” mig til at skrive digtet og denne person er også brugt som litterær skydeskive i ‘Kvalmen’. Det er egentlig ikke så svært at gætte hvem det er, man skræmmende faktum er at det kunne sagtens være en del andre, fra hvilket som helst sted og land, der kunne tage plads i stedet for den.

Normalt vil jeg skrive: “Nyd den!”, men jeg synes ikke at temaet tillader nydelsen i denne digt.

KVALMEN

Jeg har det godt, men hver gang jeg er i nærheden af dig
Får jeg en usædvanlig beskriveligt slem kvalme.
Du ved, den slags kvalme man får når man for første gang
Træder ind til svinehund.

Jeg får det dårligt… den slags kvalme giver du mig
Når jeg ser dig på fjernsynet eller hører dig
I æteren snakke om andre, anderledes end dig selv.

Mennesker der ynder at snakke om andre er tomme indeni.
Hvis de så sig selv i spejlet ville de blive skuffede og bange.
Du er en af dem: rædselsfuld, fordomsfuld, uvidenhedsfuld!
Men jeg har det godt, så længe jeg ikke ser eller hører dig.

Snakke nedladende om andre mestrer du på en fantastisk vis.
Du taler som om selveste Almægtige står bag din ryg,
Mens med selvsikkerhed og arrogance skjuler du dine komplekser.
Din nar af den gamle skole, du giver mig en ubeskrivelig kvalme!

Som en forladt muslingeskal steger du under uvidenheds stråler,
Desillusioneret blafrer du med din degenererede sind i vinden
Som helt har tømt din hjerte og sjæl for menneskeheden og varmen.

I et usædvanligt fredeligt land er du en sandelig barbar
Der vil starte Det Tiende Korstog mod dem der er anderledes.
Men jeg har det egentlig meget godt, så længe
En svinehund blot spytter sine svinestreger ud.