Et menneskes teknologivalg

Jeg har ofte undret mig over menneskets manglende vilje til selvbestemmelse i næsten alle henseender af vores liv og dagligdag. Spørgsmålet om vores fri vilje har man diskuteret siden de tidligste græske stoikere frem til i dag, men en udtømmende relation om fri vilje og det emne jeg omtaler i denne tekst vil jeg gemme til en anden gang. Udover den eksistentielle del, har jeg altid været interesseret i, hvorfor vi mennesker ikke har større nysgerrighed, når det kommer til valg af vores computere, mobiltelefoner og andet teknologiudstyr. Som udgangspunkt vil jeg tage mig selv som et eksempel.

Jeg havde som ung flygtning i et midtjysk asylcenter fået adgang til en computer, hvor jeg hurtigt lærte, hvordan man betjener den. Den kom med Windows 3.1. Den tid fra 1993 og nogle år frem var, udover at være udfordrende og til tider træls og ulidelig (mit hjemland Bosnien var på det tidspunkt i krig, hvor tusindvis mennesker blev dræbt, mishandlet og voldtaget), også lidt magisk socialrealisme for mig. Det var på mange måder et forbudt paradis for mig og mine kammerater. Mens jeg kæmpede med mine indre teenagerdrevne dæmoner, var jeg også en flygtning, der boede med min familie på imponerende tolv kvadratmeter på et tidligere konferencehotel, sammen med andre 116 sjæle med nogenlunde den samme skæbne.

Mit refugium fra den seriøse, nyhedsspækkede og bekymringsfyldte dagligdag var en kælder på asylcentret, hvor jeg udover at spendere hundredvis af timer med venner, også havde adgang til den førnævnte computer. Først lærte jeg selv, hvordan man bruger musen og tastaturet på den og hvordan Windows 3.1 egentlig virkede. Hurtigt fik jeg adgang til nogle spil. Titlerne kan jeg ikke huske længere, men de åbnede en hel ny verden for mig. Det var en form for underholdning, der ikke var altid social og som i allerhøjeste grad var i denne nye digitale form. Fascinationen og forkærlighed for teknologi blev hvis ikke tændt, så i hvert fald udvidet og udviklet i den mørke kælder på et asylcenter i det midtjyske, midt imellem Holstebro, Viborg, Skive og Herning.

Fedora Core 1 (image: fedoranews.org)

Vi spoler tiden ti år frem og jeg begynder at interessere mig for fri open-source software (FOSS), hvor jeg bliver introduceret til på det tidspunkt for mig ukendte Linuxunivers med sine mange, mærkværdige distributioner og pakkesystemer. En dag i Horsens, som en ung praktikant, møder jeg en anden ung sidemand. Han viste mig hans bærbar med en netop installeret GNU/Linux distribution kaldt Fedora Core 1. Jeg var ret vild med dens futuristiske og polerede udseende, så jeg gik hjem og læste yderligere om det. Til sidst downloadede jeg iso-filen (eller var der tre?). Det tog sikkert en evighed at hente filen, da internetforbindelse dengang i 2004 lå typisk på omkring 1 Mbit, hvis ikke lavere. Men forelskelsen varede ikke længe, for selvom jeg virkelig ønskede at bruge GNU/Linux, om det var Fedora, Debian, Libranet eller Mandrake, havde de alle sammen en svaghed: de var forholdsvis svære at bruge og de manglede programmer, især af den professionelle slags såsom Photoshop, Illustrator, Premiere Pro og lignende. Da jeg netop på det tidspunkt startede min karriere som grafiker, var jeg nødt til at opgive Linux som en seriøs afløser for min Windows XP, som jeg brugte dengang.

Men kort tid efter kom Ubuntu bragende til verden og jeg bestilte selvfølgelig gratis cd’er som firmaet Canonical tilbød at sende og som håbede på at blive uddelt til venner og andre interesserede. Jeg ærgrer mig stadig af nostalgiske grunde, at jeg ikke længere har disse cd’er i mit behold. Eller også ligger de gemt et eller andet sted i en af mine glemte opbevaringsbokse. Men selvom Ubuntu bragte en masse innovation og gjorde især GNU/Linux mere brugervenlig, kunne hellere ikke den tilbyde de store grafik- og videoprogrammer, som var tilgængelige til Windows og MacOS. Jeg var nødt til at bruge Windows og jeg må sige, at jeg faktisk var en rimelig tilfreds bruger af Windows XP og Windows 7 i mange år. Jeg hoppede heldigvis aldrig på de efter sigende katastrofale Microsofts udgivelser som Windows ME og Windows Vista. Den 1. december 2015 installerede jeg Windows 10, som udkom omtrent fem måneder tidligere. De næste to år var jeg forholdsvis tilfreds Windowsbruger, eller lad os sige det på denne måde: Jeg ignorerede nogle af de relaterede problematikker, som senere betød mere og mere for mig, men generelt oplevede jeg hverken de store stabilitets-, BSoD eller opdateringsproblemer i Windows 10 under den periode. Men engang i slutningen af august 2019 indså jeg, at jeg var træt af Microsofts konstante og uforskammet dataindsamling, uforudsigelige opdateringer og stigende antal mystiske systemnedbrud. Desuden hvis jeg afinstallerede mange af de apps og spil, der fulgte med Windows 10, fik jeg dem bare igen efter næste opdatering. Det var Microsofts måde at vise manglende respekt for deres brugere, hvis ikke ligefrem en foræret mellemfinger. Til sidst fik jeg nok af det, og jeg var fast besluttet på at skifte permanent fra Windows til GNU/Linux. Jeg havde ikke en klar vision om, hvilken distribution jeg skulle kaste mig i, så jeg prøvede forskellige, alt fra Debian og Fedora over til Ubuntu, Pop!_OS (ja, det er et ret useriøst måde at stave navnet for en ellers ret fornuftig Ubuntubaseret distribution), Linux Mint og Endeavour OS.

Efter mange installationer, besluttede jeg mig for at blive ved Linux Mint, fordi dens udseende og måde at håndtere filer og programmer appellerede mest til mig. Var det svært i starten? Ja, det var det, fordi jeg var vant til Windows og dens måde at operere på. Men Linux Mint med sit skrivebordsmiljø kaldet Cinnamon minder faktisk en del om Windows 7, så det hjalp en del. Sværere var det at lære Linux under kølerhjelmen, altså systemets opbygning, filsystemet, placeringer osv. De første to-tre uger var kritiske og jeg havde nok noget, der lignede Windowsabstinenser, men heldigvis holdt jeg ved, bl.a. ved at se flere YouTube videoer, hvis overordnede temaer var skift til Gnu/Linux og Linux generelt. Helt ærligt hjalp disse videoer gevaldigt, at jeg ikke vendte tilbage til Windows. Det er jeg rigtig glad for, for jeg kan ærligt talt ikke kan se en valid grund til at bruge Windows igen. Den største grund, som jeg ofte brugte som en undskyldning alle disse år for ikke at bruge Linux, har været fraværet af de store kommercielle software og nogle af de store pc-spil. Det sidste års tid har jeg endelig indset og accepteret, at jeg godt kan undvære fx Photoshop, Illustrator og Vegas Pro. Det er beklageligt, at virksomheder, der står bag disse programmer, ikke ønsker at lave deres software til GNU/Linux, men det er deres valg og deres problem. Samtidigt er det også mit valg, at jeg vil undvære dem. Det er besværligt, at jeg er nødt til at lære at bruge nogle af frit tilgængelige programmer såsom GIMP, Scribus, Inkscape og Olive i stedet for Photoshop, InDesign, Illustrator og Vegas Pro.

Linux Mint (LMDE4) med CInnamon-skrivebordsmiljø.

Jeg har for længe siden indset, at vi mennesker er gode til at lære nye ting, hvis vi bare ønsker og har mulighed for at lære. Jeg har haft en kæmpestor vilje og mulighed for at skifte fra Windows, og det er netop, hvad jeg gjorde i slutningen af august 2019. Næsten et år senere og jeg har endnu ikke fortrudt mit skifte, selvom det ikke har altid været nemt. Nogle gange er det et program man mangler (at lære at bruge), andre gange er det, at man bringer ens distribution på knæ på grund af ens uvidenhed og typiske begynderfejl. Men GNU/Linux giver så meget mere frihed, fleksibilitet og valg til brugeren, at de fleste burde efterhånden skifte fra Windows. Dette vil imidlertid nok ikke ske, da vi mennesker er vanedyr, og vi bruger for det meste, hvad der bliver præsenteret for os. Dette er en skam – i alle henseender – for vi er mægtige væsner, der kan i høj grad påvirke vores egen eksistens og vores omgivelser. En kæmpestor potentiale bliver oftest uudnyttet og uforløst. Vi har brug for er en ny mental revolution, der vil give os tid og plads til at udfolde os, til at omfavne viljen og viden, så vi kan opnå nye højder i vores stræben efter et bedre nutid og fremtid ved brugen af IT og nye teknologier. GNU/Linux er i hvert fald et af de værktøjer, der kan hjælpe os på vej. Det gør det allerede på web, servere, IoT og sågar i rummet. Det eneste, der mangler, er, at vi også opdager Linux på skrivebordet.

Mint

Det hele startede som en joke. Jeg snakkede med en ven og vi kom til at diskuttere den stigende ustabilitet i Microsoft Windows. Jeg begyndte at igen opleve den frygtede Blue Screen of Death (BSoD) efter mange, mange års fravær på min Windowsmaskine. Derudover snakkede vi om stigende privatlivets krænkelser, især fra de store techgiganter Facebook, Microsoft, Google og andre. Disse virksomheder lever af deres brugeres informationer, som hele tiden samles, sorteres i og sælges videre til andre virksomheder, eller de udnytter selv for at servere flere reklamer for os. Som man siger, hvis et produkt er gratis, er du selv et produkt, og det er netop, hvad vi, brugere, faktisk er blevet siden vi begyndte at bruge Facebook, Gmail, Instagram, Windows og YouTube. Disse produkter er ofte gratis i en eller anden forstand, men virksomheder, som står bag disse tjenester, samler hele tiden oplysninger af deres brugere og anvender dem som de lyster, oftest er det nok i en eller anden kommerciel form.

I løbet af samtalen med vennen, sagde jeg lidt spøgefuldt, at jeg vil, som protest og i frustration over den nuværende situation i den digitale verden, muligvis forsøge at gå fra Windows 10 og skifte til Linux. Da jeg åbenbart har en eller anden form for OCD, måtte jeg straks udforske muligheder. Jeg downloadede et par Linux distributioner (Linux Mint, MX Linux og Ubuntu), som kan downloades kvit og frit på deres respektive websites.

MX Linux var jeg ikke helt glad for, når man ser på dens udseende, mens Ubuntu kunne jeg egentlig godt lide, men begge distros havde problemer med at finde min trådløs USB-dongle, hvilket var ret vigtigt for mig. I processen fik jeg kigget også på Linux Mint Debian Edition, men den distro formåede jeg at smadre i stykker da jeg pillede lidt for meget i dens indstillinger.

Det hører med til historien, at jeg har første gang kigget på Linux i starten af ’00erne. Dengang prøvede jeg Debian, Mandriva, Fedora, Ubuntu og andre mindre kendte distributioner. Det var rigtig fascinerende at lære at kende en ny eksotisk verden med GNU/Linux og open source software. Men dengang havde Linux ikke tilsvarende alternativer til fx Photoshop, InDesign og Vegas Pro. Og slet ikke at nævne noget om seriøs gaming. Man kunne spille Solitaire og nogle flyvende og skøjtende pingviner på det tidspunkt i Linux og det var det. Af de grunde vendte jeg tilbage til Windows. Jeg brugte Windows 98, Windows 2000, XP, Windows 7 og de sidste fire år Windows 10. Jeg var tilfreds, den var stabil – indtil den med hver en ny opdatering bragte stigende ustabilitet til mit system og mangel på privatliv. Microsoft samler, ligesom mange andre, en masse informationer om deres brugere. Mange har ikke noget problem med det – det havde jeg i lang tid heller ikke – men det går mig på nu, især efter alle de privacy skandaler man kunne følge med i medier: Facebook, Cambridge Analytica osv. Samtidig begyndte jeg at få de forhadte BSoD, dødens blå skærm, som jeg ikke oplevede i mange, mange år. Jeg kunne føle, at noget i Windows ikke var på den rette vej.

Dødens blå skærm i Windows 10

Derfor valgte jeg endelig at installere Linux Mint 19.2 Cinnamon Edition for lidt over to uger siden. Jeg kunne godt lide dens udseende, den føltes hurtig og ret let, så jeg besluttede at fokusere i første omgang på Linux Mint, i stedet for at kigge endeløst på andre distributioner, for der findes bogstaveligt hundredvis af Linux versioner, som man kan bruge mange år på at udforske, og det gad jeg ikke rigtigt. Hvis man ellers har lyst, kan man på distrowatch.com læse om og udforske alverdens Linux distributioner fra nu af og til Ragnarok. Da jeg nu var i gang med at genudforske Linux, skulle det gerne gå så hurtigt som muligt.

Skrivebordet i Linux Mint 19.2 CE. Så fin!

Jeg må indrømme, at jeg er svært imponeret over, hvor langt Linux er nået på alle felter, fra apps til gaming. Min Linuxinstallation er stabil, den er nem at bruge, da Linux Mints brugeroverflade ikke ligger helt langt væk fra Windows. Jeg har installeret Steam og jeg kan med glæde skrive, at over 130 spil i min katalog er understøttet i Linux, enten natively eller via Proton, som er Steams værktøj, der gør det muligt at spille mange Windowsspil i Linux. En sand velsignelse!

Ja, Steam i Linux ligner 100% den i Windows.

Alle, for mig, vigtige spil virker i Linux. Altså alle undtagen Far Cry 5, som er rigtig ærgerligt, men så kan jeg glæde mig over, at Cities Skylines, Life is Strange: Before the Storm, Arma 3, Company of Heroes 2, Northgard, Civilization V, Football Manager 2015, Prison Architect, Alien Isolation og andre virker uden problemer.

Hvad angår programmer, er jeg begyndt at knække koden i forbindelse med at bruge fx Krita, som er med lidt god vilje en alternativ til Photoshop. Olive er en fin afløser som videoredigeringsprogram til Vegas Pro. Den er dog stadig blot i alpha. Ellers kunne jeg finde på at bruge Kdenlive. Til at lytte til radio og musik, anvender jeg Audacious. LibreOffice er en kapabel afløser for Microsoft Office, og den savner jeg slet ikke. Jeg påskønner faktisk brugen af terminalen, som er nok mere nødvendig at anvende end i Windows. Det går bare hurtigere med fx at opdatere alle systemets programmer end at gøre grafisk og eller via browseren. Men jeg bruger den slet ikke meget, da man ikke behøver at starte den så ofte. Det er det kun, hvis man er en “nørd” og man vil lege med alverdens kommandoer man kan fyre af via terminalen. 🙂 Jeg foretrækker dog musen og den grafiske brugerflade.

Mit Linux Mint-skrivebord i øjeblikket.

Linux er definitivt i meget højere grad klar til masserne, selvom det stadigvæk kan være lidt udfordrende for de absolutte computerbegyndere. Men jeg vil påstå, at så længe man ikke anvender hardcore Linux distributioner som Gentoo, Arch og lignende, kan næsten enhver forsøge sig med Linuxversioner, der i høj grad har den samme brugeroplevelse som Windows eller Mac: Linux Mint, elementary, Pop!_Os, Zorin og Ubuntu. Jeg har i hvert fald besluttet mig for at blive lidt længere. Forhåbentlig bliver det permanent.