Addressaten ubekendt

For nogle dage siden var Amra og jeg i teateret for at se Adressaten ubekendt, en forestilling skrevet af Kathrine Kressmann Taylor i 1938.  Den drejer sig om to tyske venner, Martin og Max, der ejer sammen et kunstgalleri i San Francisco.  I 1932 flytter Martin tilbage til Tyskland, og i de næste par år skriver de breve til hinanden. Men langsomt skifter deres indbyrdes forhold fra at være de bedste venner til at have fuldstændig anderledes mennesker. Den ene bliver fascineret af Hitler og hans styre, mens den anden ikke kan helt fatte, hvad hans ven har gang i.

Det drejer sig om en fascinerende forestilling, fremragende spillet af Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen, i den grad er højrelevant også i dag.

Efter afslutningen af forestillingen og pausen fortalte historikeren Christoffer Emil Bruun om, hvordan Danmark som land og folk stillede sig til de totalitære trusler i årene op til 2. Verdenskrig, og hvordan danskerne i de år som samfund mødte nazismen. Efter fortællingen åbnedes for publikums kommentarer.

The Day of Spider

This morning my wife and I noticed an unusual amount of spider activity on our wooden terrace. It was all over, from the table and chairs, to the corners of the porch and the fences. The beautiful patterns spiders created were so fascinating, it made us talk about it for a relatively long time. We discussed how did they do it, where did they begin from, and where did they hide? It reminded us of a highly professional craftsmanship.

I proposed that they probably initiated with making a straight line, and then began from the middle and building outwards.

I made a short video showing a spider doing his thing wrapping up the victim into its silk.

I found this video from BBC, which explains and shows exactly how they make the web. Fascinating stuff.

Mint

Det hele startede som en joke. Jeg snakkede med en ven og vi kom til at diskuttere den stigende ustabilitet i Microsoft Windows. Jeg begyndte at igen opleve den frygtede Blue Screen of Death (BSoD) efter mange, mange års fravær på min Windowsmaskine. Derudover snakkede vi om stigende privatlivets krænkelser, især fra de store techgiganter Facebook, Microsoft, Google og andre. Disse virksomheder lever af deres brugeres informationer, som hele tiden samles, sorteres i og sælges videre til andre virksomheder, eller de udnytter selv for at servere flere reklamer for os. Som man siger, hvis et produkt er gratis, er du selv et produkt, og det er netop, hvad vi, brugere, faktisk er blevet siden vi begyndte at bruge Facebook, Gmail, Instagram, Windows og YouTube. Disse produkter er ofte gratis i en eller anden forstand, men virksomheder, som står bag disse tjenester, samler hele tiden oplysninger af deres brugere og anvender dem som de lyster, oftest er det nok i en eller anden kommerciel form.

I løbet af samtalen med vennen, sagde jeg lidt spøgefuldt, at jeg vil, som protest og i frustration over den nuværende situation i den digitale verden, muligvis forsøge at gå fra Windows 10 og skifte til Linux. Da jeg åbenbart har en eller anden form for OCD, måtte jeg straks udforske muligheder. Jeg downloadede et par Linux distributioner (Linux Mint, MX Linux og Ubuntu), som kan downloades kvit og frit på deres respektive websites.

MX Linux var jeg ikke helt glad for, når man ser på dens udseende, mens Ubuntu kunne jeg egentlig godt lide, men begge distros havde problemer med at finde min trådløs USB-dongle, hvilket var ret vigtigt for mig. I processen fik jeg kigget også på Linux Mint Debian Edition, men den distro formåede jeg at smadre i stykker da jeg pillede lidt for meget i dens indstillinger.

Det hører med til historien, at jeg har første gang kigget på Linux i starten af ’00erne. Dengang prøvede jeg Debian, Mandriva, Fedora, Ubuntu og andre mindre kendte distributioner. Det var rigtig fascinerende at lære at kende en ny eksotisk verden med GNU/Linux og open source software. Men dengang havde Linux ikke tilsvarende alternativer til fx Photoshop, InDesign og Vegas Pro. Og slet ikke at nævne noget om seriøs gaming. Man kunne spille Solitaire og nogle flyvende og skøjtende pingviner på det tidspunkt i Linux og det var det. Af de grunde vendte jeg tilbage til Windows. Jeg brugte Windows 98, Windows 2000, XP, Windows 7 og de sidste fire år Windows 10. Jeg var tilfreds, den var stabil – indtil den med hver en ny opdatering bragte stigende ustabilitet til mit system og mangel på privatliv. Microsoft samler, ligesom mange andre, en masse informationer om deres brugere. Mange har ikke noget problem med det – det havde jeg i lang tid heller ikke – men det går mig på nu, især efter alle de privacy skandaler man kunne følge med i medier: Facebook, Cambridge Analytica osv. Samtidig begyndte jeg at få de forhadte BSoD, dødens blå skærm, som jeg ikke oplevede i mange, mange år. Jeg kunne føle, at noget i Windows ikke var på den rette vej.

Dødens blå skærm i Windows 10

Derfor valgte jeg endelig at installere Linux Mint 19.2 Cinnamon Edition for lidt over to uger siden. Jeg kunne godt lide dens udseende, den føltes hurtig og ret let, så jeg besluttede at fokusere i første omgang på Linux Mint, i stedet for at kigge endeløst på andre distributioner, for der findes bogstaveligt hundredvis af Linux versioner, som man kan bruge mange år på at udforske, og det gad jeg ikke rigtigt. Hvis man ellers har lyst, kan man på distrowatch.com læse om og udforske alverdens Linux distributioner fra nu af og til Ragnarok. Da jeg nu var i gang med at genudforske Linux, skulle det gerne gå så hurtigt som muligt.

Skrivebordet i Linux Mint 19.2 CE. Så fin!

Jeg må indrømme, at jeg er svært imponeret over, hvor langt Linux er nået på alle felter, fra apps til gaming. Min Linuxinstallation er stabil, den er nem at bruge, da Linux Mints brugeroverflade ikke ligger helt langt væk fra Windows. Jeg har installeret Steam og jeg kan med glæde skrive, at over 130 spil i min katalog er understøttet i Linux, enten natively eller via Proton, som er Steams værktøj, der gør det muligt at spille mange Windowsspil i Linux. En sand velsignelse!

Ja, Steam i Linux ligner 100% den i Windows.

Alle, for mig, vigtige spil virker i Linux. Altså alle undtagen Far Cry 5, som er rigtig ærgerligt, men så kan jeg glæde mig over, at Cities Skylines, Life is Strange: Before the Storm, Arma 3, Company of Heroes 2, Northgard, Civilization V, Football Manager 2015, Prison Architect, Alien Isolation og andre virker uden problemer.

Hvad angår programmer, er jeg begyndt at knække koden i forbindelse med at bruge fx Krita, som er med lidt god vilje en alternativ til Photoshop. Olive er en fin afløser som videoredigeringsprogram til Vegas Pro. Den er dog stadig blot i alpha. Ellers kunne jeg finde på at bruge Kdenlive. Til at lytte til radio og musik, anvender jeg Audacious. LibreOffice er en kapabel afløser for Microsoft Office, og den savner jeg slet ikke. Jeg påskønner faktisk brugen af terminalen, som er nok mere nødvendig at anvende end i Windows. Det går bare hurtigere med fx at opdatere alle systemets programmer end at gøre grafisk og eller via browseren. Men jeg bruger den slet ikke meget, da man ikke behøver at starte den så ofte. Det er det kun, hvis man er en “nørd” og man vil lege med alverdens kommandoer man kan fyre af via terminalen. 🙂 Jeg foretrækker dog musen og den grafiske brugerflade.

Mit Linux Mint-skrivebord i øjeblikket.

Linux er definitivt i meget højere grad klar til masserne, selvom det stadigvæk kan være lidt udfordrende for de absolutte computerbegyndere. Men jeg vil påstå, at så længe man ikke anvender hardcore Linux distributioner som Gentoo, Arch og lignende, kan næsten enhver forsøge sig med Linuxversioner, der i høj grad har den samme brugeroplevelse som Windows eller Mac: Linux Mint, elementary, Pop!_Os, Zorin og Ubuntu. Jeg har i hvert fald besluttet mig for at blive lidt længere. Forhåbentlig bliver det permanent.

Villain music

I am not a big fan of Star War movies, but I really like their musical themes. One of my favorites is The Imperial March composed by John Williams for The Empire Strikes Back (1980). By the way, why villains always have the best soundtracks?
But what is interesting to me is that the theme reminds me more of a soundtrack for a dramatic sequence of a WWII movie than a space fantasy movie.

Bajram

Danas je Bajram. Taj praznik mi je zasigurno bio najdraži praznik još od najranijeg djetinjstva. Taj osjećaj i te doživljaje pokušao opisati u priči Miris Bajrama, objavljenoj u mojoj zbirki pripovijetki “Sjene izgubljenog vremena”. Nemali broj čitatelja su mi rekli da im se upravo ta priča najviše svidjela. Možda je to zbog toga što im svidjela sama priča, a možda i zbog toga što ih je podsjetila i njihove Bajrame iz djetinjstva i ondašnje doživljaje. Pa evo, dijelim ovom prilikom tu priču, pa ko želi, neka je ovdje preuzme.