Jeg forlader kliken ved søens strand. Det er bælgmørkt, jeg sætter mig i en fiskerbåd og begynder at padle mod søens midte. Jeg ser lejlrbålets lys og beslutter at komme nærmere. Da jeg er tyve meter væk, ser jeg flere personer, der sidder rundt om bålet. Der er David Carradine, Michael Madsen og to andre. Carradine løfter sit gevær da han ser mig træde nærmere fra mørke. Jeg står i vandet ved et træ.

– Hey drenge, hvordan går det? – spørger jeg med venlig stemme.

Michael Madsen kigger på Carradine og siger: – Det er okay, jeg kender ham.

Da jeg kommer ud af vandet, dukker der pludselig op et væsen med det enorme og klamme gab og trækker en for mig ukendt person ind i det mørke vand. Der opstår panik, resten af bålflokken sprang op og tog deres gevær i hænderne. Vi trak os alle sammen tilbage til hytten syv-otte meter væk fra stranden. – Hvad fuck er det, for fanden? Hvad sker der? – råber Carradine.

Vi så alle hovedløst rundt omkring i håbet om at forstå, hvad der sker, men det var svært at fatte noget som helst i totalt mørke, der herskede i hytten. Jeg ser David Carradine ligge på gulvet. Han bevæger sig ikke. Jeg kommer hastigt til ham. Han har et langt gråt hår, et rynket ansigt. Hans øjne er lukkede, hans læber bevæger sig febrilsk, som om han taler i søvne. Michael løfter sin karabin og retter dens geværløb mod mig: – Hvem er du?! Du står bag dette!
– Det gør jeg ikke, honest to god! Det monster er kommet ud af vandet…
– Du er kommet ud af vandet!
– Det er jeg, men har du ikke set monstret med den kæmpestore kæft?
– Ja, men hvorfor ligger Dave livløst her på gulvet?!
– Aner det ikke, det vil jeg også gerne vide…

Det lykkes mig at overbevise ham, at jeg ikke er en fjende, så Michael trak sit våben tilbage. Først da bemærkede jeg, at der stod endnu en person, de var lige så rædselsslagen som os to. Jeg kunne ikke finde ud af om det drejede sig om en mand eller en kvinde. Vi samlede os hurtigt, løftede Carradine op og bragte ham ind i hytten. Vi kom ned ad nogle trapper og befandt os i en bælgmørk kælder, der var fyldt med vandet til knæene. Vi åbnede en dør og så var det som om vi befandt os i en anden verden. Vi så enorme skærme, der viste nogle væsner, der mest af alt lignede insekter. De monstre med små og spidse hoveder holdt hinanden i hænderne, de dansede en form for folkedans og talte, muligvis sang, om noget, der for det meste mindede om en tv-reklame.

Jeg vågner og indser, at det blot var en skør, skør drøm. Jeg kigger på mit ur, der viser 6:27, og jeg stod modvilligt op. Det bliver endnu en arbejdsdag.