For et par dage siden så jeg en rigtig god teaterforestilling, nemlig “Kældermennesket“, som var instrueret af Rune David Grue. Stykket er selvfølgelig baseret på Dostojevskijs roman Kældermennesket med den samme titel. I hovedrollen var skuespilleren Rasmus Bjerg, og han var den eneste på lille, røde scene… næsten – der er også en pige i de sidste 5-6 minutter af forestillingen, der spiller luderen Lisa.

“Jeg er et sygt menneske… Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske.” Sådan begynder hovedrollen, der skulle forestille en bitter mand, en 40-årig embedsmand, der har sat sig sur på hele verden. Og det er den samme bitterhed, som man især kan opleve i dag i det moderne samfund, hvor mange stræber efter den eftertragtede iscenesættelse, et eksamensbevis, hvor der helst står, skrevet med bling-bling skriftetype, pop star, movie star eller reality stjerne.

Dostojevskij beviser med sin roman og Grue med forestillingen, at den russiske storforfatter i den grad er relevant, for hans tema er som skrevet til vores samfund anno 2014. Vi lever i et samfund, hvor individet hyldes og bandlyses. Hyldes, fordi vi alle skal være vores egen lykkes smede, og bandlyses, fordi, der er en uendelige folkemasse, der højst kan betegnes som middelmådige individer, der stræber efter stjernerne, men ikke rækker højere end deres pandehår. Med andre ord, rigtige mange mennesker må føle sig frustrerede, fordi de har en forventning både til dem selv og til samfundet, at de burde opfattes som specielle (bl.a. takket være deres forældre, der har siden 1990’erne opdraget/mishandlet deres afkom til at opfatte sig selv som små guder på jorden i den bedste “me, myself & I”-stilen). Resultatet må være, for nogle af dem, at komme af med deres frustrationer. I stedet for 1800-tallets kældre, er det især relevant at benytte sig af internettets utallige fora, Facebook, Twitter og jeg skal komme efter dig.

Men Dostojevskijs kældermennesket har også en masse begavet at sige, som instruktøren Grue fortæller i introduktionen til teaterstykket. På trods af, at være fuldstændigt handlingslammet, er han godt klar over, at han er et frit menneske, da han ikke ejer en klinke og dermed frataget retten til succes, penge og karriere.

Rasmus Bjerg er et framragende valg til nutidsfortolkning af Dostojevskijs kældermennesket med sin overbevisende mimik og fremtoning. De 60 minutters monolog på den minimalistiske men højstiliserede scene er i den grad værd at se. Det er dog trist, at yngre publikum (i det mindste i Vejle) gik glip af denne samfundsrelevante forestilling, der giver en masse stof til eftertanke og er en potentiel aftrækker til selvkritik og -revurdering.