I går har jeg gjort, hvad jeg anser for at være, en god og en anstændig handling. Vi har et mindre akvarium i vores hjem, og i går købte vi fem nye fisk til vores datters akvarium. Da vi i forvejen har haft én overlevende slørfisk, besluttede jeg mig for ikke at aflive den, men sætte den ind i en fiskedam cirka to kilometer fra vores hjem. Altså, jeg kunne vælge at smide den ud eller begrave den i vores baghave, men det syntes jeg var en barbarisk handling, og ikke særlig værdig en af slagsen. Jeg valgte hellere at gå fire kilometer frem og tilbage, end bare at vælge en nemmere løsning og aflive en lille fisk på fem-seks centimeter.

Kleobis og Biton.

I forbindelse med mit valg og min handling, kom jeg til at tænke på den oldgræske historiker Herodots fortælling om brødrene Kleobis og Biton. Her er, hvad Svend Brinkmann skriver om de to i bogen Ståsteder:

“[…] De to var brødre, sønner af Hera-præstinden Kydippe, og de træk ifølge legenden deres mors tunge oksekærre – med moderen i – hele otte kilometer, fordi okserne var blevet for trætte. Da de endelig nåede frem til deres mål, templet, hvor gudinden Hera skulle fejres, faldt brødrene i søvn af udmattelse, og deres mor bad så i ren stolthed over sønnernes præstation til Hera om, at sønnerne skulle skænkes det allerbedste for et menneske. Hera opfyldte i sin guddommelige godhed moderens bøn. Og hvad skete da? Sønnerne vågnede aldrig igen af deres søvn, men sov bogstavelig talt stille ind. Det var deres “belønning”.”