De retfærdige” af Martin Krasnik er en slags reportagebog hvor forfatteren rejser til en møde med en islamist som så sender ham videre til en anden fremtrædende islamist i et andet land. Derfor har bogen undertitlen “en islamisk staffet”. Via disse dialoger forsøger Martin Krasnik at forstå den politiske del af islam.

Han besøger sine dialogpartnere i Beirut, London, Teheran, Lahore og Riyadh og efter hver møde giver han dem et eksemplar af “kitchede plastickugler” (som han selv kalder dem) med Manhattans skyline, inklusiv WTC tårne. Dette ritual er efter min mening muligvis det eneste unødvendig element i bogen, for hvad havde forfatteren egentlig forventet at personerne ville svare ved synet af kuglen?! Jeg tvivler at man bliver meget klogere på islamismen (eller en anden ideologi for den sags skyld) bare ved at fremprovokere en diskussion om en enkelt begivenhed. Og desuden, at tage Manhattans skyline (og dermed angreb d. 11. september) virkede en lille smule plet, som om hele menneskehedens historie starter ved den (tragiske) begivenhed. Men okay, jeg forstår hvad han egentlig ville opnå med overrækkelse af plastickuglen, og man må jo egentlig starte et eller andet sted. Desuden, alle der fik hans lille gave fordømte den skrækkelige angreb på World Trade Center. Så langt om det. På den anden side kan jeg virkelig godt lide Krasniks måde at skrive og beskrive hans rejser og samtaler på. Hans beskrivelser er meget livlige og deskriptive, jeg følte at jeg nærmest fulgte med i en politisk dokumentar på tv.

Men alle forfatterens møder og dialoger med islamistiske dogmatikere ender i at der ikke er en eller anden konsensus til sidst. Det er som om de har diskuteret og to parter blev enige at de er uenige. Mens Martin Krasnik er en europæer, jødisk ateist, og stiller kritiske spørgsmål til alt, så er hans modparter allesammen stensikre i deres tro på den hellige bog og profeten Muhammed. Til hver hans spørgsmål og kritik har de klare modspørgsmål og standhaftige meninger.

I bogen nævnes den amerikansk-jødiske forfatter Daniel Pipes som mener at der har været tre forskellige reaktioner blandt muslimer: sekularisme, der gør religion til en privat sag, islamisme, der gør religion til noget kollektivt, og reformisme, der ligger i midten og tager fra begge sider. Pipes mener, at 10% af muslimerne bekender sig til islamismens antivestlige ideologi (ca. 100 milioner mennesker).

Selvom Krasnik møder meget forskellige personer med forskellige holdninger til religion, samfundet og livet, er de allesammen islamister. Han møder nogle moderate muslimer, men de er bestemt ikke sekulære eller reformvenlige (i en europæisk kontekst), og det er egentlig der jeg savner lidt breder dækning af islam. Ja, jeg ved godt at bogens udgangspunkt og mål var at afdække islamismen og dens politiske virke, drivkraft og betydning, men alligevel bliver resultatet meget ens og til sidst mislykket, for selvfølgelig føler forfatteren til sidst at dialog er meget svær med islamister, der er meget sikre på sin tro. De ved jo hvordan de skal tænke, agere og tackle livets udfordringer i modsætning til en “stakkels” ateistisk og sekulær europæer der er helt overladt til sig selv.

Jeg savner at høre meninger af en sekulær, tolerant og reformvenlig muslim, for så ville forfatterens mål højst sandsynlig også blive betegnet som lykket. Ikke mindst ville han kunne føre dialog med sekularisten (ligesom han kunne med islamisten), men han vil muligvis i endnu højere grad føle at der er en eller anden form for enighed. Det vil selvfølgelig kræve at rejse også til Tyrkiet, Bosnien eller Rusland for at møde de moderate og sekulære kræfter, men det har aldrig været forfatterens mening, så på den måde er det hellere ikke en direkte svaghed ved bogen.

Til sidst indser Krasnik at hos alle hans samtalepartnere retfærdighed spiller allervigtigste rolle i deres tilværelse og at retfærdighed egentlig er kernen i islamismen. Han er overbevidst om at han er uenig med sine samtalevenner, men er ret sikker på “at vi ikke kan dele verdens muslimer så klart op, som vi så gerne vil. Vi vil helst se muslimerne som gode eller onde. I den forestilling vil de gode muslimer det samme som os. De vil have frihed, demokrati og samarbejde. De onde muslimer vil have det modsatte: Jihad, sharia og terror. Derfor er Ahmed Rashid i Lahore god. Leena i Libanon er god. Pigerne med deres nose jobs i Teheran er gode. Men er Amir eller Ibrahim da onde? Er Muhammed?”

“De retfærdige” er en rigtig god bog, der giver indsigt i islamismen og mere rabiate version af islam. Og selvom forfatterens samtalepartnere har meget stærk tro og rabiate, urokkelige holdninger, er de helt almindelige mennesker. Til alle interesserede i islam, Mellemøstens og international politik, kan jeg varmt anbefale Martin Krasniks velskrevne bog “De retfærdige”.

(Gyldendal, 333 sider)