Hele Danmarks Ghita

Det er længe siden jeg har hørt noget så opløftende og interessant som det radiointerview fra Radio23syv med skuespilleren Ghita Nørby, hvor hun (med rette) udtrykker sin store utilfredshed med journalisten Iben Maria Zeuthens måde at stille (“idiotiske”) spørgsmål. Det hele startede med, at Ghita egentlig blev irriteret over journalistens overdimensionerede lydudstyr, men meget hurtigt går det over til ad hominem-angreb, hvor Ghita Nørby på en underholdende, en særdeles skarp, men også retfærdig vis gør opmærksom på konstante banale spørgsmål, der kommer fra journalisten.
Kunne Ghita Nørby være en lille smule mere diplomatisk i sin tone? Ja, det kunne hun. Kunne Ghita Nørby være mindre aggressiv i sin omtale af journalistens personlige karakteristikker? Ja, helt klart. Men hun har samtidigt gjort opmærksom på, hvad der egentlig er galt i nutidens samtale mellem mennesker – og det er den automatiske selvhøjtidelighed og manglende forståelse (der udmunder i for lidt respekt) af andre menneskers position i livet og manglende fornemmelse af andres livshistorie. Det hele bliver hurtigt for banalt, for trivielt – ja, idiotisk, som Ghita Nørby så rigtigt påpeger i det forfejlede og ret underholdende interview med Iben Maria Zeuthen.

Danish design

Hvis dette ur fra Obaku repræsenterer dansk design, når det er allerbedst, så burde man afskaffe “Danish design” i det hele taget. Uinspirerende, uoriginalt og grimt. Og sælges det med henvisning til asiatiske zen-filosofi og andet markedsføringsbullshit. Men det er bare min mening.
Stay away from me, siger jeg bare.

image

Grim

Min datter til mig: “Du ligner en lille dreng, der er grim”. 😂🤩

Karlstrup Kalkgrav

image

Nej, dette er ikke Middelhavet, dette er Karlstrup Kalkgrav, lidt udenfor Storkøbenhavn. Tak til Hana for at finde frem til denne, for mig, ukendte perle.

Barndommens minder

For nogle dage siden kom jeg til at tænke på de ikoniske digitalure fra Casio, som jeg havde i min barndom i 1980erne. Jeg søgte på nettet og fandt en masse ure, der lignede de klassiske plastikure, jeg havde på for mange år siden. På et øjeblik blev jeg slået af en voldsom nostalgirus. Jeg måtte bare eje sådan et ur, så jeg valgte at bestille Casio A168W. Uret kom et par dage siden fra Sverige og i øjeblikket føler jeg mig igen lidt som en 12-årig dreng med sin smarte gadget.

Man kommer ikke uden om urets design. Det er fuldt ud bekledt i 80’er-design med kitchede fraser a la “Illuminator” og “Electro Luminescence”. Den sidste er faktisk god nok. Et tryk på den venstre øverste knap oplyser det hele panelet og blot den lile af det, som i så mange andre billige Casios digitalure. Funktionen er yderst brugbar i mørke og mindre oplyste situationer.

Uret koster blot 225 kroner, hvilket kan også til dels ses med det blotte øje. Remmen er ikke af supergode kvalitet, men på en måde passer den fuldstændigt til dette ur, der først og fremmest er et utilitaristisk vidunder, der er skabt for at vare yderst nyttig – at vise præcis tid, at tilbyde stopurfunktion og alarm.

Det er lidt lille (35 mm) i forhold til moderne ure, men jo længere man har det på, desto mere indser man, at det er egentlig en passende og mere komfortabel størrelse.

Det kan ikke vinde designpriser, hvis i selskabet med fx Tissot eller Nomos ure, men Casio er en sand perle, der udover at være i stand til at transportere en i ens barndomstid, også er meget funktionelt og behageligt at have på sin arm. Jeg har sågar haft det på, mens jeg sov i nat. Det gør jeg ellers aldrig med mine andre ure.