Kim Larsen og Space Babyen

Jeg viste faktisk ikke, at den for nyligt afdøde Kim Larsens var en kæmpe fan af Kubrick’s film Rumrejsen år 2001 (1968). På Ekkos webside fortaler han med megen omtanke om sit forhold til filmen.

 

Karlstrup Kalkgrav

image

Nej, dette er ikke Middelhavet, dette er Karlstrup Kalkgrav, lidt udenfor Storkøbenhavn. Tak til Hana for at finde frem til denne, for mig, ukendte perle.

Barndommens minder

For nogle dage siden kom jeg til at tænke på de ikoniske digitalure fra Casio, som jeg havde i min barndom i 1980erne. Jeg søgte på nettet og fandt en masse ure, der lignede de klassiske plastikure, jeg havde på for mange år siden. På et øjeblik blev jeg slået af en voldsom nostalgirus. Jeg måtte bare eje sådan et ur, så jeg valgte at bestille Casio A168W. Uret kom et par dage siden fra Sverige og i øjeblikket føler jeg mig igen lidt som en 12-årig dreng med sin smarte gadget.

Man kommer ikke uden om urets design. Det er fuldt ud bekledt i 80’er-design med kitchede fraser a la “Illuminator” og “Electro Luminescence”. Den sidste er faktisk god nok. Et tryk på den venstre øverste knap oplyser det hele panelet og blot den lile af det, som i så mange andre billige Casios digitalure. Funktionen er yderst brugbar i mørke og mindre oplyste situationer.

Uret koster blot 225 kroner, hvilket kan også til dels ses med det blotte øje. Remmen er ikke af supergode kvalitet, men på en måde passer den fuldstændigt til dette ur, der først og fremmest er et utilitaristisk vidunder, der er skabt for at vare yderst nyttig – at vise præcis tid, at tilbyde stopurfunktion og alarm.

Det er lidt lille (35 mm) i forhold til moderne ure, men jo længere man har det på, desto mere indser man, at det er egentlig en passende og mere komfortabel størrelse.

Det kan ikke vinde designpriser, hvis i selskabet med fx Tissot eller Nomos ure, men Casio er en sand perle, der udover at være i stand til at transportere en i ens barndomstid, også er meget funktionelt og behageligt at have på sin arm. Jeg har sågar haft det på, mens jeg sov i nat. Det gør jeg ellers aldrig med mine andre ure.

Ved slottet

I dag ved Hindsgavl Slot stod pigerne
Og jeg ved en lille hytte kaldet Sorgenfri
Hvor selveste Hans Christian
Angiveligt stod og digtede
Flere digte til sin veninde
Og et par linjer til sin konge.
Luften var kold,
Vandet var rent,
Digtet var opløftende
Og pigerne var yndige.
Spor vil der være for altid.

Det går så hurtigt

En onlineven påstod at en nyligt afdød forfatterinde
gjorde det muligt for fantasygenren at blive opfattet
som en del af den såkaldte højlitteratur.
Jeg skrev tilbage, at hverken Petrarca og Dostojevskij,
ikke engang marskal Tito,
ville være i stand til at rette op på det.
Blandt al den latente sarkasme og den åbenlyse ironi,
fordelt nænsomt over længere periode,
akummuleredes der øjensynligt en masse frustration hos kammeraten.
Nu er vi ikke længere onlinevenner.