David Lynch døde den 15. januar i år. Han havde en stor betydning for min fascination af filmens magiske verden. Som lille dreng fik jeg smag for denne kunstform, og som ung teenager så jeg for første gang Twin Peaks en grå, jugoslavisk efterårsdag. Fra det øjeblik var jeg for evigt fanget i filmens univers.

Dagen før Davids død fik jeg en pludselig lyst til at gense hans mesterværk fra 1997, Lost Highway. Jeg var i begyndelsen af tyverne, da jeg så filmen første gang – og sikke en fortælling! Et visuelt fyrværkeri for enhver filmfeinschmecker. Lynch var en sand mester i at skildre menneskelige historier, som både var lidt uhyggelige og lidt mystiske. Er det ikke netop sådan, livet egentlig føles nogle gange?

Det gik op for mig, at jeg havde tænkt på et af Lynchs værker blot dagen før hans død. Måske var det et tilfælde, eller måske en lille forudanelse. Uanset hvad føltes det en smule mystisk.

Den sidste digt i min kommende digtsamling Hjertets gyder bærer titlen Dødens skønhed. Den er stærkt inspireret af Lynch og et af hans hovedværker.