Den konstante trussel mod freden på Balkan

Vi lever i en turbulent, usikker og ustabil verden, der befinder sig i en konstant forandring siden Berlinmurens fald og globaliseringens nådesløse fingre for alvor indtog verden for tredive år siden. Danmark har dog ikke en eksistentiel angst som det var tilfældet stort set i hele landets historie, da vi ikke længere har fjender i nærheden, der truer os på livet eller i det mindste modarbejder vores interesser. Men mens de fleste i landet i dag ikke føler sig direkte truet af russiske faldskærmstropper eller atombomber, er der andre faktorer, der skaber usikkerhed og frygt, bl.a. tildels flygtige begreber som international terrorisme, flygtninge, indvandrere og klimaændringer. Kommunismens ekspansion ligger ikke længere i toppen af danskernes frygtliste, men dens fald for tre årtier siden betød døden for flere engang mægtige riger inklusive Sovjetunionen og Jugoslavien.

Opløsning af den verdensorden, der fra 1945 og frem til 1991, bragte, udover flere staters kollaps, også en fornyet bølge af nationalisme og chauvinisme i Europa og i resten af verden. Dette var især synligt i det tidligere Jugoslavien, hvor den serbiske nationalisme blev vækket allerede i 1980’erne, efter landsfaderen Josip Broz Titos død. Hvis man spørger hvilken som helst nationalistisk anlagt serber, vil man få en forklaring, at Slovenien, Kroatien og Bosnien er skyld i Jugoslaviens opløsning, fordi de ønskede selvstændighed, at udvise serbere fra deres territorier, og derfor medvirkede til voksende mistro blandt jugoslaviske folkeslag, der til sidst førte til borgerkrig. Men egentlig var det Serbiens Videnskabs- og Kunstakademis (SANU) medlemmer, der var hovedarkitekter bag et memorandum af efteråret 1986, der blev et pejlemærke for serbiske nationalisters plan om skabelsen af et såkaldt Storserbien, som efter deres rationale var den naturlige arvtager af det snart kollapsede Jugoslavien, hvor alle serbere, også dem, der boede udenfor det daværende Serbiens grænser, skulle have en mulighed for at leve i et samlet serbisk land. Selvfølgelig uden besynderlig hensyntagen til andre folkeslags rettigheder og hjemlande. Ligeledes skrev SANU i notatet, at kun serberne havde en legitim ret til deres kultur og historie, og derfor anerkendte akademiet ikke fx kroatisk, montenegrinsk og bosnisk litteratur, kultur mm. En bosnisk-serbisk forfatter var ifølge de serbiske akademikere udelukkende en serbisk forfatter og ingenlunde en bosnisk forfatter. Selv i dag vil de færreste i Serbien acceptere andet end, at Nikola Tesla kun kan være være en serbisk opfinder og fysiker og ikke kroat, selvom han var født i Kroatien (godt nok som en søn af kroatisk-serbere) under Kejserriget Østrig i 1856, og senere flyttede til USA.

Jugoslaviens bøddel var således netop SANU med Slobodan Milošević som frontfigur, der som beskrevet i den førnævnte memorandumsskitse, ønskede den serbiske folks selvbestemmelse, suverænitet og rettigheder, uden hensyntagen til Jugoslaviens mange andre folk og nationaliteter. SANU påstod nemlig, at den serbiske folk ikke havde sit eget territorium og land indenfor Jugoslaviens rammer, hvilket var jo en absurd påstand, da daværende Socialistiske Republik Serbien, som én af seks jugoslaviske republikker, var hjem til de fleste serbere, hvor de var og stadig er det absolutte flertal med den politiske selvbestemmelse ikke ulig de fleste andre europæiske stater, hvor det politiske flertal bestemmer.

Serbiske nationalister havde i 1980’erne og 1990’erne en konstant politisk mantra, som lød: “hvor der er serbere, er det serbisk land”. Simpelt og utvetydigt. Denne stræben efter mere territorium (udover Serbien) og de facto det storserbiske Lebensraum var især manifesteret først i Kroatien i 1991 og året efter i Bosnien, hvor der for alvor udbrød de første store europæiske krige efter Anden Verdenskrig. Især i Bosnien blev der begået de værste krigsforbrydelser, som blandt andet omfattede oprettelsen af mange koncentrationslejre, voldtægter af tusindvis af bosniske kvinder og børn, bestialske massedrab af bosniakkiske (muslimske) og bosnisk-kroatiske (katolske) civile, især i Srebrenica, Prijedor og omegnen, Sarajevo, Brčko, Bijeljina, Višegrad og mange andre steder, som kom under serbisk besættelse. Krigsforbrydelser blev begået af alle involverede parter, men langt de fleste forbrydelser blev begået af serbiske militser i den serbisk dominerede del af Bosnien (som senere fik navnet Republika Srpska), inklusive de ultranationalistiske og fascistiske paramilitære enheder fra Serbien som berygtede Arkans Tigre og Šešeljs tjetnikker og flere andre. Alene i byen Prijedor i det nordlige Bosnien forsvandt 3.277 bosniakker og bosnisk-kroater, mens i Srebrenica dræbte serbiske styrker over 8.000 bosniakkiske mænd og drenge på få dage i juli 1995, efter ordrer fra den bosnisk-serberes politiske leder Radovan Karadžić og hærchefen for de bosnisk-serbiske styrker, general Ratko Mladić, også kendt som Slagteren fra Bosnien. De omfattende drab, voldtægter, bombardementer, ødelæggelser og plyndringer af hele byer, industrizoner og områder, hvor serbiske styrker havde kontrollen, er flere gange blevet påvist ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY) som et nøje planlagt, koordineret og udført projekt fra serbisk side med et klart formål med at skabe etnisk rene serbiske områder, næsten klinisk renset for bosniakker og bosnisk-kroater.

Som nævnt før, har alle krigens parter krigsforbrydelser på samvittigheden, men der hersker ingen tvivl om, at den serbiske side har begået den største del af alle forbrydelser, hvilket mange afsluttede sager ved ICTY vidner om. Under krigen i Bosnien blev 31.583 bosniakkiske, 4.179 bosnisk-serbiske og 2.484 bosnisk-kroatiske civile dræbt. Denne store disproportionalitet kan nemt forklares med den serbiske plan om enten at udrydde eller fordrive ikke-serbere fra de områder i Bosnien som de serbiske styrker kontrollerede. Langt de fleste koncentrationslejre blev oprettet og drevet af serbiske styrker, og langt de fleste og mest bestialske drab, voldtægter og andre krigsforbrydelser blev begået af serbiske soldater, netop fordi der var en klar plan fra den serbiske politiske elite, der ønskede endelig at skabe et Storserbien med områder, der aldrig før var en del af Serbien, nemlig Kroatien og Bosnien-Hercegovina.

Denne lidt længere introduktion til Balkankrigene fra 1990’erne er nødvendig, dels for at opfriske detaljer om krigenes facetter og især krigsforbrydelser, der for de flestes vedkommende blev begået som et resultat af flerårig radikalisering af den serbiske befolkning, der skabte en ekstremt stærk ultranationalistisk strømning blandt mange serbere i Serbien, Kroatien, Bosnien, Montenegro og Kosovo; dels for at komme med baggrundsviden til alle dem, der efterhånden er lidt rustne i deres viden vedrørende det vestlige Balkans historiske, politiske og geostrategiske position.

Hvor end serbere udgør i dag en politisk relevans på Balkan, er der politiske og mellemetniske sammenstød af en eller anden karakter i de pågældende lande. Desværre er det ikke tilfældigt. I Montenegro udgør serbere op til 30% af landets befolkning, men man hører ofte den gamle serbiske hegemoniske narrativ, at Montenegro er et serbisk land, og at montenegrinere i bund og grund er serbere. For nyligt blev den montenegrinsk-ortodokse kirke genoprettet som autokefal (selvstyrende) kirke og den montenegrinske regering vedtog en lov om religionsfrihed. Dette har medført den store serbiske utilfredshed, fordi den serbisk-ortodokse kirke står til at miste flere kirkelige ejendomme til den montenegrinske stat. Nogle dage senere indkaldte den serbiske præsident relevante serbiske institutioner til et hastemøde, mens mange etniske serbere i Montenegro og udenfor landet demonstrerede mod de nye montenegrinske tiltag. Samtidig accepterer og anerkender den serbisk-ortodokse kirke ikke genoprettelsen af den montenegrinsk-ortodokse kirke, der officielt blev afskaffet i 1920 da kirken efter oprettelsen af Kongeriget Jugoslavien blev indlemmet i den serbisk-ortodokse kirke. Det samme gælder i øvrigt den ukrainsk-ortodokse kirke, som fx den russisk-ortodokse kirke heller ikke anerkender til den dag i dag.

I Srebrenica, hvor serbiske styrker begik nogle af de værste krigsforbrydelser i 1995, oplever bosniske muslimer næsten dagligt chikane fra serbere og lokale institutioner. Den seneste provokation i en lang række er, at en folkeskole i byen fejrede den store serbisk-ortodoks helgen Sankt Sava på trods af, at Bosnien er en sekulær stat og på trods af, at langt de fleste elever på skolen er bosniakker. Blot et par dage før havde ni serbiske drenge fra skolen hyldet på de sociale medier serbiske tjetnikker, en ekstrem ultranationalistisk serbisk paramilitær formation, der begik mange barbariske forbrydelser mod kroater, bosniere og andre i Anden Verdenskrig og under krigen i Bosnien og Kroatien i 1990’erne. Denne praksis med at direkte forbinde serbisk-ortodokse kirke med sekulære institutioner er allestedsnærværende i Republika Srpska. De fleste grundskoler og andre institutioner i den serbisk dominerede del af Bosnien er udstyret med bl.a. korse og ikoner af serbisk-ortodoks kirkes helgener. Mange gader og skoler bærer navne på nogle af serbiske krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig og krigene fra 1990’erne. Der foregår en fortsat massiv serbisering af det bosniske territorielle og kulturrum, især i Republika Srpska, hvor gaderne, udover krigsforbryder ofte bærer navne af historiske personligheder fra Serbien, fx konger og politikere, der intet havde med Bosniens historie at gøre. Flere byer har enten fået et andet navn eller fjernet præfikset Bosanski (Bosnisk) fra deres navn, fx Bosanski Brod og Bosanski Šamac. Selvom det ikke var nok, forbyder myndighederne i Republika Srpska, at bosniakkiske elever bliver undervist i deres bosniske sprog! Man kan forestille sig, at svenskere bosat i København ikke tillod danskerne, at kalde deres sprog for dansk – i danskernes eget land! Det er op til læserne at drage konklusioner, hvorfor denne omfattende og undertrykkende praksis, på trods af, at Bosnien-Hercegovina ifølge grundloven er en sekulær og selvstændig stat.

De store dele af den serbiske befolkning i det hele vestlige Balkan er stadigvæk radikaliseret og stærkt påvirket af den storserbiske nationalisme og konservatisme. Det kan virke paradoksalt, når man tager i betragtning, at mange serbere ikke er besynderligt religiøse. Men den serbisk-ortodokse kirke spiller alligevel en enorm rolle, udøver en kolossal påvirkning både på befolkning og de serbiske statslige institutioner. Mange serbere ser den serbiske nation, som den store pariah, som den vestlige verden ikke kan udstå. For nyligt vandt serbiske tennisstjerne Novak Djoković finalen i Australian Open og på Twitter dukkede der et billede op af en serbisk fan med t-shirt på og teksten ”Serbia Against The World”. Det er virkelig sådan serbiske nationalister ser Serbiens position i verden. Sarkastiske sjæle vil nok sige, at det er trods alt fremskridt, da det nu er Serbien, der er mod verden og ikke omvendt.

Mange vil og kan ikke acceptere, at den serbiske politiske og militære ledelse havde planlagt og udført de værste krigsforbrydelser i Europa siden Anden Verdenskrig. De kalder de historiske fakta fra krigen i Bosnien for vestlig (angloamerikansk, tysk), muslimsk og kroatisk propaganda. Der findes et utal af forbrydelser, bombardementer og drab som serbiske ledere og institutioner enten blankt afviser eller sætter et stort spørgsmålstegn ved. De vil ikke se sandheden i øjne, derfor klunker de sig fast til de serbiske traditioner og over alt i verden til den serbiske fortid, der glorificeres til uanede højder. Men selve fortiden bliver manipuleret med og derfor har vi mange, der stadigvæk tror på, at næsten alle nationaliteter i det tidligere Jugoslavien er frafaldne serbere, at de allesammen forlod deres gamle serbisk-ortodokse tro.

Problemet med den serbiske ultranationalisme og chauvinisme er, at den ikke blev totalt nedkæmpet i 1990’erne som den tyske nazisme blev i 1940’erne. Bill Clintons administration tillod ikke, at de kroatiske og bosniske hære nedkæmpede serbiske styrker militært, da netop det var udsigten til i slutningen af 1995. I stedet for tvang man de krigende parter til at underskrive Daytonfredsaftalen i december 1995, der endelig afsluttede krigene i Kroatien og i Bosnien. Selvom aftalen, der blev underskrevet af Bosniens, Kroatiens og Serbiens præsidenter og bevidnet af de store magters repræsentanter, stoppede forfærdelige blodsudgydelser, har den samtidig skabt et forkrøblet Bosnien, der af mange betegnes som “et land, der blev tvunget til at bære en spændetrøje”. Og det er ikke langt væk fra sandheden. I dag er Bosnien et land, der består af to såkaldte entiteter og et lille autonomt område (Distrikt Brčko). Den ene entitet er Republika Srpska, hvor ca. 90% er indbyggere er bosnisk-serbere, og den anden er Føderationen BiH, hvor der bor hovedsageligt bosniakker og bosnisk-kroater. Føderationen er yderligere opdelt i ti kantoner, med hver sit politi og adskillige indenrigsministerier. Landet, der i dag har mindre end 3,5 millioner indbyggere er der 14 regeringer, 120 ministre og flere end 600 medlemmer af forskellige parlamenter på alle statslige niveauer. Denne enorme og ekstremt tunge administration sluger 60% af Bosniens statsbudget!

I Dayton skabte man, som en del af fredsaftalen, den nye bosniske forfatning, der de facto sikrede dysfunktionelle statslige institutioner, der i princippet beskytter de etniske politiske partier, der næsten altid forbliver ved magten. Selv hvis man har været i koma de sidste tyve år, ved man, at Bosnien ikke er et normalt fungerende europæisk land. Det er et land, hvor et konservativt, serbisk-nationalistisk parti får lov til at kalde sig for Alliancen af uafhængige socialdemokrater (SNSD), som faktisk er et højreorienteret, separatistisk og prorussisk parti, der ikke har interesse i at styrke Bosniens institutioner. Det er ikke en hemmelighed, at partiets leder Milorad Dodik mange gange mødtes med Ruslands præsident Vladimir Putin. Bosnien er også et land, der ikke har én, men hele tre præsidenter på en gang. Den ene skal være en bosnisk-kroatisk, den anden skal være bosnisk-serbisk og den tredje bosniakkisk repræsentant. Det er netop både bosnisk-kroatiske og bosnisk-serbiske separatister og nationalister, der kræver denne særlige ordning, hvor man for alt i verden ikke må indføre og implementere det almindelige udbredte demokratiske valgsystem, hvor én vælger er lig med én stemme, ikke ulig det vi har i Danmark. I Bosnien har man siden Østrig-Ungarns styre for mere end et hundrede år siden indført et uhørt og højt mærkværdigt begreb ”de konstitutionelle etniciteter”. Praktisk betyder det bl.a. at kun bosnisk-serbere, bosnisk-kroater og bosniakker er konstitutionelle eller værdige til at blive en del af landets politiske magt. Således kan en bosnisk borger, der identificerer sig selv som fx jøde, roma eller af fransk afstamning, ikke blive Bosniens præsident. Grundloven anerkender således kun bosniakker, serbere, kroater og andre. Andre er ikke betegnelse for en særlig befolkningsgruppe, men bogstaveligt alle andre etniciteter, der bor i landet. Hvis man er en jøde, en roma eller en italiener med bosnisk pas, er man en del af andre og dermed automatisk diskvalificeret til at blive fx en del af det bosniske præsidentskab. Det er ekstremt svært, at forstå disse horrible regler, men forestil jer, at i Danmark kun dem, der identificerer sig selv som jyder og sjællændere kan blive statsminister eller medlemmer af den danske regering. Ærgerligt for bornholmere, fynboer og andre uheldige danske sjæle. Denne udemokratiske og diskriminerende praksis beskyttes især af bosnisk-serbiske og bosnisk-kroatiske nationalistiske politiske partier, der ser det som en mulighed for at stoppe den bosniakkiske politiske dominans i landet (da bosniakker udgør lidt over halvdelen af landets indbyggere), men i princippet er det et værktøj for at holde sig ved magten i en uendelighed, for hvis man indførte et gængs demokratisk valgsystem, hvor alle landets borgere kan blive valgt til alle politiske positioner, ville det undergrave det patrimoniale, det etnocentriske og det dybt korrumperede politiske system i landet.

Man kan skrive mange sider om alle de udemokratiske, absurde og mærkelige regler ved Bosniens politiske system, men man skal holde sig for øje, at Daytonfredsaftalen fra 1995 i virkeligheden beskytter landets fjender, og de er stort set alle de nationalistiske og etnocentriske partier i Bosnien. Således forhindrer den de demokratiske og progressive bosniske politiske kræfter til at komme til magten, reformere landet på alle områder og bringe landet ind i den moderne europæiske demokratiske sfære. Derfor er det i Danmarks, i EU’s og USA’s fællesinteresse at skabe et stærkt, demokratisk og selvstændigt Bosnien-Hercegovina, at modvirke Ruslands destruktive indflydelsespolitik i det vestlige Balkan og ikke mindst at modarbejde og endelig tæmme den ekstremt farlige serbiske ultranationalisme, hvis man ønsker fred på Balkan og det europæiske kontinent. Hvis Europa og USA ikke handler og retter alle de mange fejl, der er blevet begået ved Daytonfredsaftalen, risikerer vi at opleve de horrible krigsbilleder fra Balkanhalvøen, som den serbiske ultranationalisme højst sandsynligt igen vil sørge for.

Kako srušiti začarane zidove?

Danas je, čini se, puno lakše, uslijed globalnih političkih, ekonomskih i socijalnih mehanizama, napustiti Bosnu i Hercegovinu nego promijeniti nešto u zemlji. Ukoliko je vjerovati bosanskohercegovačkim i regionalnim društvenim medijima, online portalima, novinama i magazinima, zemlje zapadnog Balkana je napustilo na desetine hiljada njihovih stanovnika, i to samo u nekoliko zadnjih godina. Nećemo se ovom prilikom baviti brojkama jer bi vjerovatno, zbog svakodnevnih migracija, svejedno bile neprecizne, ali evidentno je da su pojedini gradovi i opštine Bosanske Krajine, Semberije, Posavine, istočnih predjela države BiH ostali bez velikog broja mladih i obrazovanih ljudi.

Iako veliki dio radno sposobnog stanovništva odlazi i iz svih susjednih zemalja, kao i država istočne Evrope, vlasti svih administrativnih nivoa države Bosne i Hercegovine trebali bi se ozbiljno pozabaviti trenutnim migracijskim trendovima, koji će potresati zemlju zasigurno izvjesno vrijeme. Međutim, umjesto ozbiljnog pristupa rješavanju ovog i mnogih drugih aktuelnih problema, vladajuće bh. političke strukture ne čine ništa po tom pitanju. Jasno je da ne čine ništa jer su nesposobne baviti se gorućim socioekonomskim izazovima koji imaju direktan utjecaj na stanovništvo na cijeloj teritoriji Bosne i Hercegovine. A aktuelne vlasti nisu sposobne baviti se problemima koje se istinski trebaju da se tiču svih građana u državi jer nisu ni došle na vlast da bi rješavali pitanja te vrste. U državama koje normalno funkcionišu, npr. jedan moler ne traži niti rješava pitanja kojima se obično bave jedan kondukter ili arhitekta. Jasno je više svim vrapcima na balkanskim granama da mnoge političke partije u zemlji ili nisu sposobne ili ne žele rješavati društvene i ekonomske probleme, niti mogu povesti velikim koracima Bosnu i Hercegovinu u prosperitetniju budućnost. Vladajuće strukture uglavnom iskorištavaju rigidan i gotovo nepromjenjiv politički sistem da bi se što bolje učvrstile u začaranom bh. labirintu koji i dalje nema izlaza, a čiji se unutrašnji zidovi s vremena na vrijeme lagano protresu. Bh. građani moraju shvatiti da se upravo ti unutrašnji zidovi moraju ne pomaći nego u potpunosti srušiti da bi pronašli izlaz iz ovog zamračenog tunela iz kojeg nema izlaza već više od dvije decenije. A kako to uraditi kada imamo Daytonski sporazum koji mnogi smatraju da je ukucan u kamen dublje od Mojsijevog Dekaloga na planini Sinaj, i kao takav je malter i cigla od kojeg su ti zidovi i izgrađeni?!

U BiH nema ili vrlo imalo ima individualnog, kritičkog razuđivanja i političkog razmišljanja.  Dok u zapadnom svijetu imamo vjekovnu fragmentaciju javnog mnjenja, na Balkanu i u Bosni i Hercegovini još uvijek imamo torovsku raspodjelu, odnosno etnički podijeljene diskurse, koje definiraju i predstavljaju društvu ustaljene teze i dogme uglavnom vodećih političkih struktura značajnijih i utjecajnijih stranaka. A dozvoljavamo da nam drugi serviraju njihove političke interese i dnevne redove jer to mi, bh. građani i glasači, dopuštamo. Zašto to radimo konsekventno i uzastopno već tri decenije? Zato što smo, generalno gledajući, nedovoljno obrazovani, pasivni, politički i društveno neosvješćeni, te zato ne razumijemo niti se možemo snaći kao pojedinci ili grupe u društvu koje bi trebalo da funkcionišu po demokratskim pravilima, zakonima i načelima. Nažalost, navikli smo da drugi za nas donose odluke i zato i dalje živimo mentalno i fizički u autoritativnom i etnokratskom društvu (a ovo manje-više važi i za susjedne zemlje) u kojim vladaju pojedinci pomoću masovne manipulacije i medijske propagande, što skoro uvijek vodi do uopštenog i uproštenog zaplašivanja naroda, a sve u cilju opstajanja i preživljavanja tih istih političkih struktura na vlasti. Vlast se na političkom tronu Bosne i Hercegovine, ma ko to do sada bio u posljednjih trideset godina, zasniva na manipuliranju, dezinformiranju, laganju i zastrašivanju cjelokupnog društva u Bosni i Hercegovini. Ogromna energija je prosto zatvorena i iskorištena u negativnom smislu, od čega nemaju koristi ni stanovništvo niti brojne zdravstvene, kulturne i obrazovne institucije. Umjesto da gradimo puteve, muzeje i škole, skoro tri decenije mi živimo – životarimo – u nekakvom grču, strahu od susjedâ, a u biti, od samih nas. Političke strukture, bilo da se radi o domaćim ili inozemnim, skučile su nas na jedan mali mentalni prostor iz kojeg ne možemo izaći dokle god ne kažemo da je dosta i da je vrijeme da samostalno odlučujemo o našoj sudbini. A priznajmo, to smo sami, kao bh. društvo, dopustili da nam rade šta žele i kako žele. Malo gdje tako efikasno djeluje stara rimska vojno-politička strategija „podijeli pa vladaj“ kao na ovom prostoru Evrope. Balkanski poluotok je zato uvijek bio plodno tlo za potencijalne ratove i političke konflikte između ostalog i zato što često slovimo kao konzervativno, patrijarhalno, te politički i ekonomski nerazvijeno podneblje.

Kao primjer bosanske i balkanske konzervativnosti, možemo koristiti ogromno protivljenje, pa i agresivnost, velikog dijela stanovništva naspram članova LGBT zajednice. Svaki pokušaj stajanja u odbranu homoseksualaca ili transseksualaca biva popljuvan, napadnut (i to uvijek na ličnoj bazi (ad hominem verbalizacija poput: „mora da si i sam peder kada ih podržavaš“ je standard). U Bosni i Hercegovini netrpeljivost prema manjinama, a posebno prema članovima LGBT-a, čak podstiču i zvanične bosanskohercegovačke institucije. Nedavno je Policijska Akademija Bosne i Hercegovine pitala članove na svojoj Facebook stranici „da li policija treba da obezbjeđuje ili da privodi LGBT“. Samo pitanje po sebi bi u svakoj imalo progresivnoj ili demokratskoj državi bilo skandalozno, neprihvatljivo i obasuto kritikama kako od državnih institucija tako i od velikog dijela stanovništva. Nažalost, pod komentarima iste ankete moglo se pročitati komentari kao što su „Sram vas bilo sve koji podržavate pederluk. Ovdje nije riječ o njihovim pravima nego o promoviranju pederluka, kako bi to lakše došlo do našeg budućeg naraštaja“ i „Poprskati žohare insekticidom iz aviona“. Srećom, bilo je tu dosta drugačijih komentara, kako od domaćeg stanovništva, tako i od dijaspore i stranih korisnika, koji su u velikom broju osudili skandalozno pitanje postavljeno od strane administratora Facebook stranice Policijske Akademije BiH.

Ovaj primjer, ali i mnogobrojni drugi, pokazuju da je bosanskohercegovačko društvo, u kojem se homoseksualnost smatra bolesnim, upravo jedno konzervativno podneblje zato što smo regresivno društvo u kojem vladaju patrijarhalne, staromodne i nazadne vrijednosti. Mi smo društvo u kojem su ratni zločinci, generali i političari najveće pop zvijezde i svakodnevno se uzdižu i proslavljaju u medijima, programima i na manifestacijama svih vrsta, čak i onim koje nisu političkog karaktera! Kultura, ekonomija, umjetnost, školstvo, zdravstvo – sve je marginalizirano i podređeno suštoj samovolji, egoizmu i egotizmu političkih elita. Dozvoljavamo kao društvo, gotovo sadomazohistički i sodomistički, sve ove godine da vladajuće političke struje, domaće i strane, manipuliraju našim osjećanjima i doživljajima. Dajemo im mandat da nas sve, kroz svoje odabrane torove, za tren oka stave u njihovu službu, pritom dajući im neograničene ovlasti da osiromašuju ovu zemlju i njeno stanovništvo, i da nesmetano pune svoje i bliske sebi džepove kroz izvrsno izrađenu mrežu korupcije i nepotizma.

Interesantno je da se gotovo svi nacionalisti i šovinisti, bilo da se radi o srpskim, hrvatskim ili bošnjačkim, slažu barem u jednoj stvari, a to je mržnja i netrpeljivost prema lezbejkama, homoseksualcima i transseksualnim osobama. To je zato što su takvi ljudi zadojeni negativnim, nazadnim ultrakonzervativnim, a počesto i profašističkim vrijednostima. Ta tri nacionalizma su, etnokonzervativna u svojoj suštini, našli neku vrstu komplimentarnog koncenzusa, kako to navodi američki filozof John Rawls. Naime, kao sasvim različite grupacije s različitim agendama i ciljevima, identifikovale su zajedničkog protivnika. Eto, barem se slažu u jednoj stvari, a to je mržnja prema „onim tamo što su skroz drugačiji od nas normalnih“. A koliko smo normalni kao društvo, pokazuje političko-društveni pejzaž gotovo svih prostora nekadašnje Jugoslavije zadnjih tridesetak godina.

Da su gotovo sva društva, iznjedrena nakon smrti druge Jugoslavije, još uvijek duboko usidrena u konzervativno-patrijarhalnu ustajalu baru, govori i činjenica da se vrlo rijetko govori o spolnoj i rodnoj ravnopravnosti, položaju žene u društvu i sl. Javni i medijski prostori zapadnog Balkana su gotovo potpuno očišćeni od diskursa o seksualnim napastvovanjima i silovanjima, kao što je to #MeToo pokret u zapadnom svijetu u velikoj mjeri reaktivirao prije nekoliko godina, ali nažalost počesto i zloupotrijebio. Kod nas na Balkanu se društvene mreže, od Facebooka do Twittera, uglavnom koriste za političko i međunacionalno prepucavanje i često nedostaje humanističkog i intelektualnog kapaciteta da se ukaže na probleme u društvu, koje se tiču pojedinca u bh. društvu. Medijski prostor zapadnog Balkana rezervisan je isključivo za teme kolektivnog karaktera, tj. one teme koje se prvenstveno usredotočuju na nacionalnu ili, još češće, etničku grupaciju. Tu skoro da nema mjesta za individualne tematike i probleme koje muče pojedince. Osim što medijskim pejzažem u Bosni i Hercegovini caruju vječito negativne i (samo)destruktivne političke teme i vijesti, u tim istim vijestima često nalazimo jedne te iste aktere, političare, koje bh. društvu serviraju reprizne vijesti, odavno istrošene, u kojima se ništa bitno nije promijenilo par decenija. Naslovi i članci u dnevnim novinama ili na online portalima imaju rijetku sposobnost da nas vrate u prošlost jer se u tim člancima u nedogled vrte teme poput „federalizacije“, „treći entitet“, „ukidanje OHR-a“, „negiranje genocida“, „oni traže rat“ i sl. A to su pažljivo probrani diskursni izrazi, koji imaju za cilj ili konsolidirati ili zaplašiti sopstveni etnički tor, ovisno o tome da li se radi o stranačkim izborima ili nekim drugim bitnim političkim događajima u zemlji. Skoro da je patetično i apsurdno postaviti pitanje koliko su građani Bosne i Hercegovine potrošili i protračili vremena samo na čitanje i slušanje domaćih političkih vijesti koje ne vode nikuda osim u krug?! Ponekad mi padne na pamet sjajni i kontemplirajući film A Ghost Story iz 2017. u kojem gledatelji tokom cijelog filma prate duha (i to onog sa plahtom preko glave), svjedoka vremena koje neumoljivo prolazi i gazi sve pred sobom, dok supruga tog istog duha žali što on više nije među živima. I dok duh posmatra i doživljava vrijeme ovog našeg svijeta, svjedok je kako u tom vremenu materijalne stvari bivaju stvarane i postepeno razgrađivane. Taj isti duh nijemo posmatra kako ljudi i stvari nestaju u zvjezdanoj prašini kosmosa, a on je bez glasa jer ne može utjecati na događaje u materijalističkom svijetu. On se ne čuje i vjerovatno tu entropiju i konstantno raspadanje materijalnog svijeta doživljava s ogromnom bolju zbog nemogućnosti da nešto promijeni. E vidite, gledati i čitati političke vijesti iz Bosne i Hercegovine posljednjih nekoliko decenija mene podsjeća i stavlja u ulogu tog nijemog duha koji doživljava i proživljava tu našu ponavljajuću agoniju u mjestu s ponavljajućom bolju. Vjerujem da nisam jedini koji doživljava dugovječnost i apsurdnost aktuelnog politikanstva u Bosni i Hercegovini na ovaj način. Duh u filmu barem doživljava raspad sistema linijarno, dok je naše doživljavanje političke situacije u Bosni i Hercegovini i regiji ciklusnog karaktera, tj. sve se vrti u krug. Vrijeme teče, životi prolaze, a političke vijesti na Balkanu su manje-više istog sadržaja. Krizno stanje je permanentno kao i samo vrijeme. I ne, ne spada gore pomenuti film u žanr horora, za razliku od depresivne slike političko-društvenog stanja u Bosni i Hercegovini i susjedstvu. A to stanje na zapadnom Balkanu više podsjeća na one dugovječne američke sapunice kao što su Dani našeg života (Days of Our Lives, 1965-), The Young and the Restless (1973-). Međutim, za razliku od njih, balkanske sapunice ne daju mogućnost proste zabave i relaksirajućeg gledanja.  

Scena iz filma A Ghost Story (Lowery, 2017)

Da bi građani u BiH mogli doprinijeti nekakvih promjenama na bolje, oni prvo moraju postati građani, a ne kao dosadašnja, duboko razdijeljena, torovska masa koja se uglavnom iskorištava kada je potrebno dobiti njene glasove prilikom stranačkih izbora. Drugim riječima, ono što je nama svima u Bosni i Hercegovini prijeko potrebno je samostalna, individualna svijest prilikom čijeg djelovanja bi napravili tranziciju iz pasivnih objekata, podijeljenih i isprepadanih (jedni od drugih) etničkih torova, u subjekte koji bi zaista koristili svoje slobode i mogućnosti utjecaja kroz samostalno razmišljanje, rezonovanje i donošenja vlastitih odluka, npr. prilikom izbora na bilo kojim nivoima vlasti, referendumima itd. Da bi se to desilo, potrebno je ne samo da dođe do potpune reforme uređenja države Bosne i Hercegovine, nego i do reforme mentalnog sklopa svih dijelova bosanskohercegovačkog društva. To će nesumnjivo biti dug i mukotrpan proces jer zahtjeva političke i socijalne promjene, višu političku i društvenu svijest pojedinaca, grupacija i organizacija, koje mogu, a ne moraju, doći kroz bolju edukaciju i obrazovanost društva. Put prosvjetljenja ima mnogo prečica i sporednih sokaka, pa je tako put do sveukupnih promjena u Bosni i Hercegovini i regiji moguć na mnoge načine. Ali jedno je sigurno – za to je potrebna politička i socijalna emancipacija pojedinca, kao osnovnog faktora bosanskohercegovačkog društva. Bez osvješćenja i otrežnjenja od etnokonzervativnog mentalnog otrova, teško je ikako utjecati na rušenje opasnog, davno dotrajalog začaranog zida koji je davno opasao Bosnu i Hercegovinu, ali i njeno susjedstvo, pa i šire. A do tada će mnogi, koji mogu i žele, odlaziti s ovih prostora jer ljudi vape za društvom koje im može pružiti bolje, kvalitetnije i sigurnije uslove življenja.    

Članak objavljen na tacno.net 24. maja 2019.

Izvori

BiH, Policijska Akademija. 2019. Facebook. [Na mreži] 1. april 2019. https://www.facebook.com/policijskakademija/posts/2210221829070364?__xts__[0]=68.ARDa0sflKyOfiqSsC1eqQpdFdWII5UK07VUL2_Gn5fxcGFTJiLgsSlWdJWxEoNDmJ3s2nS-ga2oXoHcKLJGsD_cX83SIo78AQS6sMTAG-XWRP9pQt9f–4DE7VKSd78nW3IdTriLPKHMytqiiM0cxrnfFKXrM0lwZWsPc85Djf5qd3.

Eriksen, Jens-Martin. 2011. Fra skorpionernes verden. s.l. : Gyldendal, 2011.

Daniel Bell, a socialist, a liberal, a conservative

“I believe there are different realms in the society and there are different principles which underlie these realms. That’s why I’ve been called myself a socialist in economics, a liberal in politics, and a conservative in culture. I’m a socialist in economics because I believe that every society has an obligation to give people that degree of decency to allow them to feel that they are citizens in this society. In the realm of economics, the first lien on resources should be that of the community in a redistributive way.

I’m a conservative in culture because I believe in continuity, and I believe in judgment. I don’t believe that all opinions in culture are the same as everybody else’s opinion. I don’t believe that all art is the same. Some things are better than others, and you have to justify why it’s better than others, and you have to understand the grounds of justification.

I’m a liberal in politics but liberalism has no fixed dogmas. It has no fixed points, that you can say, “This is the liberal position.” It changes because it’s an attitude. It’s a skepticism. It’s a pluralism, it’s agnostic.”

— Daniel Bell, Arguing the World: The New York Intellectuals in Their Own Words