Dosegli smo do nepreglednih visina,
Tek do koljena stizala nam tmina.
Srca naša nadjačala su nebeski svod,
Ponore, oluje, gromove – cijeli božanski rod.

Imali smo naše, dušo, dane,
Sve dane ovog svijeta smo imali,
Zametnuta vremena i dane neznane
Što nam vječna Svjetlost podari.

Smrtnici su ispod oka gledali nas
Jer nisu prozreli, niti su nas shvatali.
Možda u nama su tražili nadu i spas,
Onako lijepi, svim prodornim smo baratali.

Imali smo, dušo, sve što je čovjek ikada poželjeti htio,
Imali smo srce i snagu prebroditi sve brane.
Na kraju, sve smo tek tako pročardali, dušo,
U ambis zaborava bacili vječnost sa visoke grane.

Umrli smo poput negdašnjih bogova
Što srušiše stubove svojega hrama,
Što zaboraviše cijeniti ljepotu i ljubav
Prema sebi – bez imalo stida i srama.

Dino F. Avdibegović
Vejle, 3. septembar 2009.

Nå, men hvad kan jeg skrive om digtet? Det er skrevet i øjeblikket hvor jeg mærkede en enorm frustration (hos mange) over den destruktive tone i medier og i visse dele af samfundet om minoriteterne (for ikke at bruget clichéet: mennesker med andet etnisk baggrund) her i landet. Her ønskede jeg ikke at gå ind i dialog om problemstillingen, hvorfår den opstod og hvad er årsager til den osv, men blot beskrev én persons tænker på et givet tidspunkt. En bestemt person har “inspireret” mig til at skrive digtet og denne person er også brugt som litterær skydeskive i ‘Kvalmen’. Det er egentlig ikke så svært at gætte hvem det er, man skræmmende faktum er at det kunne sagtens være en del andre, fra hvilket som helst sted og land, der kunne tage plads i stedet for den.

Normalt vil jeg skrive: “Nyd den!”, men jeg synes ikke at temaet tillader nydelsen i denne digt.

KVALMEN

Jeg har det godt, men hver gang jeg er i nærheden af dig
Får jeg en usædvanlig beskriveligt slem kvalme.
Du ved, den slags kvalme man får når man for første gang
Træder ind til svinehund.

Jeg får det dårligt… den slags kvalme giver du mig
Når jeg ser dig på fjernsynet eller hører dig
I æteren snakke om andre, anderledes end dig selv.

Mennesker der ynder at snakke om andre er tomme indeni.
Hvis de så sig selv i spejlet ville de blive skuffede og bange.
Du er en af dem: rædselsfuld, fordomsfuld, uvidenhedsfuld!
Men jeg har det godt, så længe jeg ikke ser eller hører dig.

Snakke nedladende om andre mestrer du på en fantastisk vis.
Du taler som om selveste Almægtige står bag din ryg,
Mens med selvsikkerhed og arrogance skjuler du dine komplekser.
Din nar af den gamle skole, du giver mig en ubeskrivelig kvalme!

Som en forladt muslingeskal steger du under uvidenheds stråler,
Desillusioneret blafrer du med din degenererede sind i vinden
Som helt har tømt din hjerte og sjæl for menneskeheden og varmen.

I et usædvanligt fredeligt land er du en sandelig barbar
Der vil starte Det Tiende Korstog mod dem der er anderledes.
Men jeg har det egentlig meget godt, så længe
En svinehund blot spytter sine svinestreger ud.

U svome domu se najviše osjećam svojim,
Moje JA je nekako najviše moje
Kada udišem dobro isprobani zrak,
Kada nisam pod uticajem koji drugi kroje.

Milo mi je sporadično baciti kroz prozor pogled.
Pa, nisam ja od onih čije smeće kroz prozor leti!
Zimi je ovdje trava zelena, tamno drvlje,
A žuta polja, plavo podneblje ljeti.

Stalno istražujem, pužem do svakog ćoška stana,
Čemu žurba ići, letjeti vani?
Može biti da mi je introvertnost glavna mana,
Ali mene moj zid od zla brani.

Nisam za šuplje priče i ogovaranja,
Od površnosti me zaboli glava,
Ja sam ti, bolan, za merak i uživanja,
Za rad od koristi, nešto što se stvara.

I ove riječi što vam pišem sada
Imaju cilj, svoju namjeru i bit postojanja,
Sav trud ovog svijeta mora vrijedan biti,
Poput djeteta željan ovog svijeta osvajanja.

Ah, što nekad pametovat znadem,
Priznajem, sam sebi sam dosadan!
No, radije ću s dignutim prstom kritičan biti,
Nego indolentan, ignorant svjetski ili hladan.